Politikere fra Region Midtjylland så fredag eftermiddag nærmere på den lægebemandede akutbil i Lemvig.
Den er gul, har motor og fire hjul og ligner til forveksling en bil. Men en akutbil er mere end det. Den er nærmest en hospitalsafdeling på hjul, forklarede Erika F. Christensen, lægelig chef for det præhospitale beredskab i Region Midtjylland, til de politikere og pressefolk, som fredag var mødt op i Lemvig for at tage akutbilen i øjesyn.
- Der var engang, hvor det handlede om at få patienten op på båren og ind i bilen. Sådan er det ikke mere. I dag kommer hospitalet ud til patienten, sagde Erika F. Christensen.
Anæstæsioverlæge Lars Blom, der er ansvarlig for akutbilen i Lemvig, gav et eksempel på, hvordan en lægebemandet akutbil kan fungere som et rullende hospital:
- En af vores første ture var til en 52-årig mand i Thyborøn med symptomer på blodprop. Akutbilen var fremme efter 14 minutter. Ved hjælp af akutbilens telemedicinske udstyr kunne vi overføre et hjertekardiogram til hjerteafdelingen i Herning. Her kunne lægerne bekræfte, at der var tale om en blodprop, som krævede en akut ballonudvidelse. Patienten blev derfor kørt direkte til Skejby. Undervejs opstod der hjerteflimmer, men lægen fra akutbilen var taget med i ambulancen og stabiliserede patienten. To en halv time efter at akutbilen var blevet tilkaldt, lå patienten på operationsbordet, fik ballonudvidelsen og blev udskrevet dagen efter. Det siger lidt om, at hvis man får lavet kæden ordenligt, står vi godt rustet til de opgaver, der kommer efter en ændret sygehusstruktur.
Fakta:
Den lægebemandede akutbil i Lemvig kører 7-800 ture om året.
Størstedelen af turene handler om sygdom.
Resten - cirka 25 procent - handler om ulykker.
Flere oplysninger:
Anæstesioverlæge Lars Blom viser gerne akutbilen i Lemvig frem til for eksempel foreninger eller interesserede borgere.
Skriv en mail til Lars Blom på heclab@ringamt.dk og aftal et besøg.