Gør som bilfabrikkerne. Gør transporten mere effektiv. Det Nye Universitetshospital (DNU) har fået 2,1 mio. kr. fra ABT-fonden - Anvendt Borgernær Teknologi - til et forsøg med logistik-systemet ”just-in-time”.
Midlerne skal bruges til afprøvning i to kliniske afdelinger og skal vise, om systemet fra bilfabrikker kan give DNU i Århus en effektivisering på op til 50%.
– Effektivitet er en af de værdier, som skal være én af flere grundpiller i Det Nye Universitetshospital. Så hvis vi kan frigøre noget af sygeplejerskernes tid fra håndtering og pakning af materiel i de kliniske afdelinger, så de får mere tid til patienterne, så synes jeg det er fantastisk, siger hospitalsdirektør Villy Helleskov, Projektafdelingen for DNU.
Der er tradition for, at hospitalernes logistiksystemer, der leverer mad, affald, sterilt udstyr og andre materialer, sker som enkeltartikler, som personale selv skal plukke og pakke fra skabe efter behov. Visionen er, at ny teknologi og et nyt koncept kan sikre færdigpakkede vogne, der automatisk dukker op, når behovet er der. Så kan der spares tid og plads. Tid, der ellers går fra kontakten til patienterne. Plads er meget fokus på i DNU-projektet, som aktuelt er nødt til at nedskalere projektet fra de oprindelige 270.000 til nu 232.000 kvm.
Desuden ventes det, at ”just-in-time”-systemet kan bidrage til at reducere spild på hospitalet. Det vil give en højere grad af leveringssikkerhed samt forbedre det fysiske arbejdsmiljø for personalet.
Projektet er af ABT-fonden blevet vurderet til at være ”nyskabende og relevant” samt ”et godt eksempel på, hvordan teknologi overført fra et andet område, kan udnyttes på en ny måde”.
Fonden til investeringer i arbejdskraftbesparende teknologi blev oprettet sidste år med det formål at støtte projekter, der giver målbare effektiviseringsgevinster i det offentlige ved at overflødiggøre eller lette arbejdsopgaver.
Yderligere oplysninger: Hospitalsdirektør Villy Helleskov, 4028 7703.
Se mere om ABT-fonden.