Når Region Midtjylland med åbningen af den nye AMK-Vagtcentral den 1. december overtager opgaven fra Falcks Vagtcentral med at sende ambulancer af sted, er der som noget nyt tilknyttet en sygeplejerske eller en ambulancebehandler døgnet rundt i AMK-vagtcentralen.

Sygeplejerskerne skal hjælpe med at vurdere, hvor alvorlig henvendelsen er, og hvor meget det haster. I nogle tilfælde vil sygeplejersken ringe tilbage til den, der har bestilt ambulancen, for at få flere oplysninger eller rådgive.
Det er stadig politiets alarmcentral, som modtager opkaldene til 112, og politiets alarmoperatører, der taler med borgeren.
Alle oplysningerne fra politiets alarmcentral bliver overført elektronisk til AMK-Vagtcentralen. Her har de tekniske kørselsdisponenter overblik over, hvor nærmeste ambulance eller akutbil befinder sig, mens sygeplejersken, på baggrund af sin sundhedsfaglige uddannelse, kan vurdere opgavens haste- og alvorlighedsgrad. Det er langt fra i alle tilfælde, at der er brug for en ambulance her og nu.

– Prioriteringen skal sikre, at ambulancerne bruges, hvor det virkelig er nødvendigt, så der er ambulancer klar til udrykning til patienter med livstruende sygdom og tilskadekomst. Og på den måde tror jeg, at der kan skabes mere tryghed, siger Erika Christensen, der er præhospital leder i Region Midtjylland.

AMK står for Akut Medicinsk Koordinering.