03-11-2009




Der er så småt ved at komme gang i de offentlig-private samarbejder, der skal sikre nye teknologiske løsninger på velfærdsområdet. I Region Midtjylland har Vækstforum netop godkendt projekt nummer tre og fire til støtte fra den midtjyske OPI-pulje – helt i tråd med de anbefalinger, som Danmarks Vækstråd nu kommer med.

Der begynder at være bud efter de ti mio. kroner, som Vækstforum i Region Midtjylland har øremærket til samarbejder mellem offentlige og private.
Efter to udbudsrunder ligger der 19 ansøgninger om penge fra OPI-puljen (Offentlig-Privat Innovation), og på sit seneste møde besluttede de 20 medlemmer af Vækstforum at indstille projekt nummer tre og fire til at modtage op til hhv. 800.000 kroner og 1,1 mio. kroner fra puljen.
Det ene projekt skal give gravide kvinder større indsigt i og indflydelse på deres graviditetsforløb og koordinere arbejdet mellem de gravide, jordemødrene, de praktiserende læger og sygehusene.
Det andet projekt er rettet mod mennesker, der ligger på intensivafdelinger med pludseligt opståede hjerneskader, eksempelvis efter trafikulykker, og skal sikre dem en tryg opvågnen i de ellers forvirrende omgivelser.
Af de øvrige 17 projekter er to allerede igangsat og tre andre prækvalificeret, og dermed er der hul på en proces, som gerne skulle løse en række samfundsmæssige udfordringer, siger Bent Hansen, der er formand for Vækstforum i Region Midtjylland.
”Der bliver større og større pres på velfærdssystemet, så der er hårdt brug for ny teknologi og nye måder at gøre tingene på”, siger Bent Hansen.

Midtjyske initiativer
”Samtidig ligger der enorme forretningsmuligheder, for efterspørgslen efter den slags nye løsninger er global”, siger han.
Regionens OPI-pulje, der skal inspirere til samarbejder mellem offentlige og private virksomheder og hjælpe disse samarbejder frem til træfsikre produkter eller ydelser, er bare et af de midtjyske initiativer, der skal sætte skub i nytænkningen på velfærdsområdet.
Af andre initiativer kan nævnes de to udviklingsplatforme MedTech Innovation Center (MTIC) og CareTech Innovation, som skal forbinde forskning og erhvervsliv og sikre kommercialisering af de gode ideer på sundhedsområdet.
Samtlige initiativer understøttes desuden af, at Vækstforum har udpeget området Erhverv-Sundhed som en såkaldte megastatsning i sin erhvervsudviklingsstrategi, lige som regionen har vedtaget en innovationsstrategi.

Anbefalinger fra
Danmarks Vækstråd

Regionen er således helt i tråd med de fem anbefalinger, som Danmarks Vækstråd netop har offentliggjort, med det mål at fremme erhvervspotentialet i velfærdsteknologier og -løsninger.
Anbefalingerne går blandt andet på at oprette en national videnbank, der kan styrke rammerne for samarbejde om innovation mellem offentlige og private parter, at der skabes en forbedret videnformidling og et øget fokus på kommercialisering og matchmaking.
”Det er en fortræffelig ide med en videnbank, hvor man kan trække på andres, ofte dyrekøbte, erfaringer”, siger Bent Hansen.
”Men så skal den også gerne have nogle beføjelser – eksempelvis kunne give bindende forhåndstilsagn, når man vil gå nye veje, som lovgivningen ikke tager højde for. På den måde er det ikke det enkelte projekt, der står med hele risikoen”, siger Bent Hansen.

Læs anbefalingerne fra Danmarks Vækstråd.

Billedtekst:
Et af de projekter, som Vækstforum anbefaler at støtte med OPI-puljen, skal sikre mennesker med pludseligt opståede hjerneskader, eksempelvis efter trafikulykker, en blid opvågnen til virkeligheden på en travl intensivafdeling.
Tegningen er til fri brug i forbindelse med omtale af pressemeddelelsen. Download den i høj opløsning ved at klikke på dem.

Yderligere oplysninger:

  Bent Hansen, formand for
Vækstforum i Region Midtjylland
Telefon: 87 28 50 10
Mobil 40 31 37 07
bent.hansen@rr.rm.dk
  Lars Nørby Johansen, formand for
Danmarks Vækstråd
Telefon: 2960 6071



Kontaktoplysninger på alle Vækstforums medlemmer

Om Danmarks Vækstråd
Danmarks Vækstråd rådgiver økonomi- og erhvervsministeren om tilrettelæggelsen og udviklingen af den erhvervspolitiske indsats i Danmark og består af repræsentanter for virksomheder, erhvervsorganisationer, videninstitutioner, kommuner, regionale vækstfora og arbejdsmarkedets parter.