To midtjyder er døde med influenza A (H1N1)v, også kaldet svineinfluenza.

Det drejer sig om en mand og en kvinde. Begge boede i Region Midtjylland.

Manden, der var i 30-erne døde den 1. december. Han var i forvejen i risikogruppen, og var vaccineret.

Kvinden, der var i 50-erne, døde den 9. december. Også hun tilhørte risikogruppen og var vaccineret mod influenza A.

Ingen garanti

Selvom man er vaccineret, er det ikke nogen garanti mod, at man kan få influenza, forklarer ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling på Århus Universitetshospital, Skejby, Lars Østergaard.

- Der kan gå op til 14 dage, efter man er blevet vaccineret, til vaccinen virker. Dertil kommer, at der findes nogle mennesker, hvor vaccinen ikke virker, siger han.

Lars Østergaard understreger, at det trods de manglende garantier stadig er en god idé at blive vaccineret for de fleste.

Epidemi på vej ned

Udover de to dødsfald i Region Midtjylland, har Sundhedsstyrelsen oplyst om tre yderligere tilfælde af personer, der er døde med influenza A. Det er ikke fastslået, at dødsfaldenen skyldes influenzaen. Det eneste, der er slået fast, er at patienterne er døde, og at de havde influenza A. Dødsårsagen kan altså godt have været noget andet.

De fem dødsfald er ikke udtryk for, at influenzaepidemien er på vej op igen. "Alvorlig influenzasygdom og lungebetændelse udvikles over tid. Derfor er der en forskydning af indlagte og dødsfald. Epidemien er toppet og antallet af syge med infleunza A (H1N1) er faldende", skriver Sundhedsstyrelsen.

Fakta
Læs mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Læs mere om influenza A (H1N1)v på Region Midtjyllands hjemmeside


Flere oplysninger:
Ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling, Århus Universitetshospital, Skejby, Lars Østergaard  8949 8300 / 5151 3140 / larsoest@rm.dk

Journalist i Koncern Kommunikation, Mette Breinholdt  8728 5819 / 5148 2427 / mette.breinholdt@stab.rm.dk