Nyt hus til familier med syge børn
Århus Universitetshospital, Skejby, får et familiehus til familier med syge børn. TrygFonden er hoveddonor til huset, der efter planen står klart i midten af 2011 og kommer til at hedde TrygFondens Familiehus.
Det er en hård belastning for en familie, når et barn bliver indlagt med en alvorlig sygdom. Udover bekymringen for barnet er der mange praktiske ting i forbindelse med indlæggelsen, der er vanskelige og samtidig er der en hverdag, der fortsat skal fungere. Søskende kan have det svært med hospitalsrammerne, kun den ene forælder kan overnatte sammen med barnet og det kan være hårdt hele tiden at være på hospitalet.
Fremover bliver nogle af de praktiske ting lettere for familier med børn indlagt på Århus Universitetshospital, Skejby. I dag blev det offentliggjort på et pressemøde, at Århus Universitetshospital, Skejby får et Trygfondens Familiehus. Her kan forældre og søskende overnatte sammen og trække sig tilbage, når de har behov for et afbræk fra hospitalsverdenen eller dele oplevelser med andre forældre, der også har syge børn indlagt på hospitalet. I huset kommer der til at være 12 familierum, hvor der er plads til 4- 5 personer, men også motionsrum, it-rum, musikrum og legeplads.
En gruppe repræsentanter fra forældre til syge børn har været med til at planlægge indretningen af huset, for at sikre, at det imødekommer familiernes behov.
Lone Bøgdal Nielsen er en af forældrerepræsentanterne, der har været med i gruppen. Hun er mor til Rikke, der har været indlagt i lange perioder på børnehjerteafdelingen, og hun glæder sig over det nye tilbud.
- Det kommer til at gøre det lettere at være en hel familie. For os ville det have betydet, at vi kunne have haft Rikkes søskende med. Som det er nu er man splittet mellem to verdener, og det er svært, fordi man aldrig er der 100 % for de andre børn. Vi ville helt sikkert benytte tilbuddet, siger Lone Bøgedal Nielsen.
- Det er et stort ønske, som nu går i opfyldelse. Det er dejligt for os at kunne tilbyde forældrene mulighed for bedre forhold, mens deres børn er indlagt, siger chefsygeplejerske Vibeke Krøll fra Århus Universitetshospital, Skejby. Jeg er sikker på, at familiehuset kommer til at gøre en stor forskel for familierne og vil kunne være et væsentligt bidrag til, at hverdagen, på trods af et sygt barn, kan komme til at fungere bedre. Huset kan ikke løse deres problemer, men det kan være med til at gøre indlæggelsen lidt lettere at komme igennem.
Huset kommer til at hedde TrygFondens Familiehus, da det er TrygFonden, der med en donation på 25 millioner kroner har gjort projektet muligt.
- Det er ikke svært at forestille sig, hvilket pres hele familien lider under, når et barn bliver alvorligt sygt. Derfor er vi utrolig glade for at kunne være med til at etablere TrygFondens Familiehus. Vi håber, huset bliver en oase, hvor forældre og søskende har mulighed for at koncentrere sig om hinanden og det syge barn samtidig med, at de kan holde fast i en form for dagligdag, siger TrygFondens direktør Gurli Martinussen.
Også Kræftens Bekæmpelse og De Små Glæders Legat har støttet projektet, der er tegnet af Rådgivergruppen DNU. Huset kommer til at ligge ud for Børneafdelingen, så det bliver let for forældrene at komme mellem afdelingen og huset. Projektafdelingen bag Det Nye Universitetshospital i Århus står for projekteringen af familiehuset.
Mere information:
Århus Universitetshospital, Skejby:
Chefsygeplejerske Vibeke Krøll 89 49 50 01
Oversygeplejerske Inge Pia Christensen, Børneafdelingen på Århus Universitetshospital, Skejby 89 49 67 01
Projektafdelingen for Det Nye Universitetshospital:
Hospitalsdirektør Villy Helleskov 87 28 48 10
Trygfonden:
Pressechef Karen Bøgedal 30 56 34 32
Rådgivergruppen DNU:
Arkitekt maa. Tom Danielsen 87 30 53 00
Forældrerepræsentanter:
Lone Bøgedal Nielsen 86 96 32 54