Penge fra Sundhedsministeriet er med til at udvide regionens tilbud til selvmordstruede


Penge fra Sundhedsministeriet er med til at udvide regionens tilbud til selvmordstruede

Indsatsen over for borgere der er selvmordstruede bliver forbedret fra 2010 i Region Midtjylland. Regionen har fået 3,9 millioner kroner fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Det betyder, at den forebyggende indsats mod selvmord kan blive udbygget til at dække den sydlige og vestlige del af regionen, så hele regionen fra 2010 er dækket.

Der er kommet et nyt center for selvmordsforebyggelse i Regionspsykiatrien Herning, der dækker den vestlige del af regionen, mens Center for Selvmordsforebyggelse på Århus Universitetshospital, Risskov udvider dækningsområdet, så også borgere fra den sydlige del af regionen kan få hjælp i Risskov. Det drejer sig om Horsens og Hedensted kommuner. Dermed er der hjælp at hente, hvis man enten går med selvmordstanker eller har forsøgt selvmord.
 

- Selvmordsforsøget er som regel en flugt eller et råb om hjælp. Derfor er det vigtigt at søge hjælp i tide,siger Christian Møller Pedersen, ledende psykolog ved Center for Selvmordsforebyggelse.

- Langt de fleste, der forsøger selvmord, fortryder det bagefter. Selvmordsforsøget er som regel en flugt eller et råb om hjælp. Derfor er det vigtigt at søge hjælp i tide, og selvom man har gået med selvmordstanker igennem længere tid, så er det aldrig for sent at søge hjælp. Der er nemlig altid andre løsninger end selvmord, men man kan ikke altid selv se dem, hvis man går med selvmordstanker. Her kan vi hjælpe med at finde en vej ud af problemerne, fortæller Christian Møller Pedersen, der er ledende psykolog i Center for Selvmordsforebyggelse på Århus Universitetshospital, Risskov

Han understreger, at regionen lægger vægt på, at der skal være let adgang til hjælpen.

- Man kan enten selv henvende sig eller blive henvist fra egen læge. Når vi har fået henvisningen, ringer vi samme dag og tilbyder en tid, og vi begynder som regel den egentlige behandling inden for ca. en uge, siger Christian Møller Pedersen.