Eksperterne på Århus Universitetshospital ser forbløffende mange børn med misdannelser i kraniet. Hovedformen tager skade, hvis spædbørn får lov at sove på den samme side hver gang
Det kraniofaciale team og neurokirurgisk afdeling ved Århus Universitetshospital får henvist forbløffende mange spædbørn med lejebetingede deformiteter (”misdannelser”) i kraniet.
Det er skønsmæssigt 2 – 3 om ugen, og det må antages, at der er flere, som afklares lokalt. Det drejer sig om to let identificerbare tilstande.
Ved den ene type bliver kraniet skævt, mest udtalt i baghovedet, der bliver fladt i den ene side. Samsidige øre er skubbet frem foran det modsidige øre, og panden i samme side prominerer ofte lidt. I de værste tilfælde er samsidige overkæbeparti også prominerende.
Tilstanden er opstået ved, at barnet har fået en favoritside, således at det i al den tid, hvor det sover, og i det meste af tiden hvor det er vågent, ligger i rygleje med hovedet drejet til samme side. Det giver naturligvis et usymmetrisk pres på baghovedet, som så medfører skævheden.
Efter ganske kort tid, formentlig kun et par dage, er den modsidige m. Sternocleidomastoideus (halsens forreste skråmuskel) blevet stram og kort, hvilket forhindrer, at barnet kan dreje hovedet til den anden side.
Der opstår således en synergi imellem den korte skråmuskel og den flade side i baghovedet, der effektivt forhindrer at barnet selv kan dreje hovedet til den anden side, og også forhindrer at forældrene kan gøre det for barnet, da musklen nu begynder at give smerter, når den strammes ud.
Tilstanden tager sin begyndelse allerede i det første levedøgn, hvilket sandsynligvis er årsagen til, at mange forældre fortæller, at barnet blev født med et skævt hoved.
Det er imidlertid usandsynligt, at der skulle være et tilfældigt tidsmæssig sammenfald imellem en næsten akut stigning i antallet af børn med skæve kranier og sundhedsstyrelsens anbefaling om, at nyfødte skal lejres i rygleje til forebyggelse af vuggedød, hvis forklaringen skulle søges i, at børnene var blevet skæve af en forkert lejring intrauterint (i livmoderen).
Hvis den den intrauterine lejring skulle være årsag til, at der er så mange børn med skæve kranier, skulle det jo være et fænomen, som også kendtes før Sundhedsstyrelsens anbefalinger, og dengang var tilstanden stort set ukendt.
Fladt baghoved
Ved den anden type bliver hele baghovedet fladt og kort, således, at der næsten ikke er nogen kraniekrumning bag ørene, som samtidig bliver udstående.
Børnene får et meget bredt kort kranie med udstående ører.
Disse børn har ligget næsten ubevægelig i direkte rygleje med næsen lige i vejret.
Fælles for de to tilstande er, at de kosmetisk ikke er særlig charmerende, at forældrene er meget bekymrede, at børnene ofte får foretaget nogle unødvendige undersøgelser (røntgen af kraniet og CT skanning af kraniet og hjernen, ofte med henblik på 3D rekonstruktion), og at de fleste har fået uvirksom behandling hos kraniosakral-terapeut eller kiropraktor. Og andre er kommet for sent til instruktion og behandling hos fysioterapeut.
Til sidst, når disse tiltag ikke virker efter hensigten henvises barn og forældre til børnelæge og derefter til det kraniofaciale team for at få at vide, at det er for sent at gøre noget ved deformiteten som ikke er medfødt men miljøbetinget.
Fra 5 – 6 måneders alderen er deformiteten blevet så udtalt og kraniet så stift, at en omformning er stort set umulig.
Forebyggelse er nødvendig
Der findes selvfølgelig et utal af behandlingstilbud, men effekten heraf er ikke overbevisende.
Behandling med en ortopædisk hjelm har været meget fremme, men en undersøgelse har vist, at dette ikke er bedre end at forsøge at få barnet til at ligge med hovedet drejet til ikke-favoritsiden.
Vi har tidligere behandlet nogle børn med hjelm, men kunne ikke umiddelbart spore nogen gevinst heraf, derimod var der et barn, der fik tryksår af hjelmen og et der fik svamp i hovedbunden under hjelmen.
Den vigtigste ”behandling” af disse tilstande er forebyggelse - at undgå, at de opstår, og det er meget nemt. Forældrene skal instrueres i at vende det nyfødte og spæde barns hoved efter hvert måltid, og det skal de gøre fra allerførste gang barnet ammes, altså allerede fra første levedøgn.
På trods af, at det står i Sundhedsstyrelsens vejledning om vuggedød stilet til dels forældre og dels sundhedspersonale, er det desværre karakteristisk, at forældrene næsten altid benægter, at de er blevet informeret om, at det er vigtigt, at barnet skal lejres så det skiftevis ligger med hovedet drejet til højre og til venstre.
Vejledningerne er offentligt tilgængelige på Sundhedsstyrelsens hjemmeside - Se under "vuggedød".
De miljøbetingede skæve kranier medfører, at børnene ofte får et meget afvigende udseende, som giver anledning til megen bekymring og mange unødvendige undersøgelser. Dermed lægges unødvendigt beslag på en del af samfundets sundhedsbudget og tages tid fra andre, der trænger mere.
Vi anbefaler:
• at tilstanden forebygges ved, at forældre lige fra barnets fødsel laver et vendeskema og sørger for, at barnet ligger med hovedet drejet til skiftevis højre og venstre side
• at al relevant sundhedspersonale informerer alle nybagte forældre
Det kraniofaciale team, Århus Universitetshospital:
• Overlæge Leif Christensen (teamleder) og overlæge Gorm Burckhard von Oettingen , Neurokirurgisk afdeling
• Overlæge Sven Erik Nørholt, Kæbekirurgisk afdeling
• Overlæge Stense Farholt, professor overlæge John Østergaard og overlæge Annette Haagerup, Center for Sjældne Sygdomme, Børneafdeling A
Pressekontakt:
Leif Christensen tlf. 89493393 (arbejde), 22630397 (mobil)
Annette Haagerup tlf. 89496706 (arbejde), 23721236 (mobil)
Stense Farholt tlf. 89496706 (arbejde), 21266127 (mobil)
John Østergaard tlf. 89496708 (arbejde), 51244546 (mobil)
Sven Erik Nørholt tlf. 89492970 (arbejde), 53634556 (mobil)