Halvdelen af efterlønnerne oplever nedsat arbejdsevne
21-01-2011
Halvdelen af efterlønnerne i Region Midtjylland vurderer selv, at deres arbejdsevne er nedsat i større eller mindre grad. Til sammenligning oplever lidt flere end hver fjerde, 28 %, erhvervsaktive inden for samme aldersgruppe, at de har nedsat arbejdsevne.
Det viser en ny analyse baseret på data fra befolkningsundersøgelsen ”Hvordan har du det? 2010”, hvor borgere i alderen 60-64 år har svaret på, hvordan de selv vurderer deres arbejdsevne. Analysen er gennemført af seniorforsker Finn Breinholt, Center for Folkesundhed, Region Midtjylland.
Flere lavtuddannede oplever nedsat arbejdsevne
Der er en tæt sammenhæng mellem oplevelsen af nedsat arbejdsevne og uddannelse. Blandt de kortuddannede oplever 61 % nedsat arbejdsevne i større eller mindre grad mod 22 % blandt personer med en lang boglig uddannelse.
Lavtuddannede kvinder hører til den gruppe, der oftest oplever at de har nedsat arbejdsevne. Det gælder for 39 %. Til sammenligning oplever kun 8 % mænd med lang boglig uddannelse, at de har nedsat arbejdsevne.
Med stigende uddannelsesniveau, er der færre, der føler, at de har nedsat arbejdsevne. Men uanset uddannelsesniveau synes nedsat arbejdsevne at være en vigtig tilskyndelse til at vælge efterløn.
Selvvurderet arbejdsevne spiller rolle for tilbagetrækning Arbejdsmarkedsforskere taler om forhold der ”skubber” eller ”trækker” den enkelte i retning af tidlig tilbagetrækning fra arbejdslivet. Nedsat arbejdsevne er en af de faktorer, der ”skubber”. Andre faktorer er sygdom, lav jobtilfredshed, ændringer i arbejdsopgaver eller omorganisering af arbejdspladsen.
Selvvurderet arbejdsevne har i flere forskningsprojekter vist sig at være en god indikator, når man skal forudsige om folk vælger at gå på efterløn. Generelt er der markant flere efterlønnere, der oplever at have nedsat arbejdsevne end blandt personer i arbejde.
80 procent efterlønnere er lavtuddannede
42 % i aldersgruppen 60-64 år er på efterløn. Der er en tæt sammenhæng mellem uddannelsesniveau og forsørgelsesgrundlag. Jo lavere uddannelsesniveau, jo flere er på efterløn eller førtidspension.
Efterlønnerne er gennemgående lavtuddannede. 80 % har ingen eller kun en kort praktisk uddannelse, eller de er faglærte.
Blandt de kortuddannede er 48 % på efterløn og 23 % på førtidspension. Til sammenligning er 19 % blandt personer med en lang, boglig uddannelse på efterløn, mens 4 % er på førtidspension.
Læs hele analysen om efterløn og arbejdsevne.
Læs mere om delresultaterne fra den nye sundhedsprofil fra befolkningsundersøgelse ”Hvordan har du det? 2010” på Center for Folkesundheds hjemmeside: http://www.centerforfolkesundhed.dk.
Hele centrets rapport præsenteres på en konference den 28. januar på Værket i Randers.