13-01-2011



Videnskabsministeren er ude af forbindelse med virkeligheden, når hun giver kommunerne skylden for at forsinke opstillingen af mobiltelefonmaster, siger regionsrådsformand Bent Hansen. I de kommuner, der døjer mest med mobilhuller, ligger der ikke en eneste ansøgning og venter.

Det er ikke kommunernes langsomme sagsbehandling, der er skyld i, at mange områder i Region Midtjylland er uden mobildækning. Det siger regionsrådsformand Bent Hansen som svar på videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsens påstand i TV Midtvest 10. januar.
En rundspørge til regionens kommuner viser, at ingen af dem, der generes mest af mobilhuller, har nogen sager liggende om opstilling af nye mobiltelefonmaster. Det gælder blandt andet Ikast-Brande, Ringkøbing-Skjern, Skive, Struer og Syddjurs. Norddjurs har netop fået en enkelt ansøgning, men kommunen forsikrer, at den er behandlet om 6-7 uger.
”Nej, bolden ligger hos ministeren selv - kun en hjælpende hånd fra staten kan sikre, at de sidste borgere og virksomheder får den mobildækning, som er nødvendig for dem i et moderne informationssamfund”, siger Bent Hansen.

Et voksende problem
Han ærgrer sig over, at staten ikke allerede ved indgåelsen af kontrakter med mobiludbyderne har sikret sig en fuldstændig dækning - også i de tyndtbefolkede områder, hvor det ikke umiddelbart er en god forretning. Mange af kontrakterne løber år ud i fremtiden.
”Nu synes jeg imidlertid, at ministeren bør være konstruktiv og tage ansvaret for, at de sidste kommer med på vognen. Vi kan ikke være bekendt at lade en hel gruppe borgere og virksomheder i stikken på et område, der får stadig større betydning i vores allesammens hverdag. Tænk ikke bare på, hvor meget en manglende mobildækning generer i dag - den skaber farlige situationer for borgerne og gør det besværligt eller ligefrem umuligt at drive virksomhed.
Men tænk også på fremtiden - eksempelvis vil vi snart blive dybt afhængige af netforbindelserne til yderområderne, når vi skal behandle visse sygdomme og løse plejeopgaver - det, der kaldes telemedicin. I et samfund med stadig flere ældre og kronisk syge og stadig færre varme hænder er det en nødvendig udvikling”, siger Bent Hansen.

Intet svar
Det var Bent Hansen og Ringkøbing-Skjerns borgmester Iver Enevoldsen, der i sidste uge rejste debatten om de manglende mobilmaster og opfordrede videnskabsministeren til at gøre noget.
Hun har ikke svaret på brevet, men i flere medier har hun afvist at tage affære og henvist til at lade markedet selv bestemme, hvem der skal have mobildækning.
Til TV Midtvest sagde ministeren 10. januar:
”Der er nogen steder, der er udfordringer. Nogle af de udfordringer, dem kan man jo overkomme ved at sikre, at vi får opstillet flere mobilmaster. Det er kommunerne, der skal godkende ansøgningerne. Jeg ved, at der er nogle kommuner, der har været lidt længe om at gøre det. Jeg kunne opfordre kommunerne til at lave en hurtig sagsbehandling der”.

Flere oplysninger:

  Bent Hansen
formand for Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 8728 5010
Mobil: 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk 


18.1.2011:
Enhedslisten vil stille beslutningsforslag i Folketinget om 100 pct. mobildækning. Se indslag fra TV2 Midtvest