6000 borgere i Region Midtjylland modtager i løbet af denne uge invitation til at deltage i borgertopmøde om sundhed.

Sundhedsområdet bliver taget under grundig behandling, når Region Midtjylland lørdag den 5. marts 2011 holder borgertopmøde under overskriften ”Sundhedsvæsnet – værdier og udfordringer”.

Borgerne får i løbet af dagen mulighed for at lufte meninger, krydse klinger og give deres idéer til sundhedsvæsnets udvikling videre til politikerne i Region Midtjylland.

Ved borgertopmødet er det borgerne, der har ordet, mens politikerne fungerer som neutrale ordstyrere under debatterne. En noget uvant rolle for politikerne, men det forhindrer dem ikke i at glæde sig til mødet og opfordre borgerne til at bakke op om mødet ved at tilmelde sig.

- Som borger skal man gribe chancen for at være i gensidig kontakt med regionsrådspolitikerne. På borgertopmødet får man mulighed for at få afleveret nogle af de budskaber, man brænder for. Og borgertopmødet sikrer, at det ikke kun er de sundhedsprofessionelle, de faglige organisationer og politikere, som former sundhedspolitikken. Her kommer borgerne – dem, det hele handler om - til orde, siger Bente Nielsen (SF), 1. næstformand i regionsrådet i Region Midtjylland og et af Region Midtjyllands to medlemmer af Danske Regioners Demokratiudvalg, som står bag borgertopmøderne.

- Sundhedsområdet er et fagligt kompliceret område, men det er også et område, som vi alle har et forhold til. Jeg er sikker på, at debatterne på mødet kan være med til at flytte nogle politikeres syn på tingene. Omvendt kan borgertopmødet også være med til at anskueliggøre de meget svære prioriteringer, som findes på sundhedsområdet, overfor borgerne, siger Anders Vistisen, regionsrådsmedlem i Region Midtjylland for Dansk Folkeparti og det andet af Region Midtjyllands to medlemmer af Danske Regioners Demokratiudvalg.

Der er plads til cirka 200 borgere ved mødet og målet er, at deltagerne tilsammen kommer til at udgøre et bredt udsnit af regionens borgere hvad angår alder, køn og bopæl. Skulle der tilmelde sig flere end 200 borgere ud af de 6000 inviterede bliver den mest repræsentative gruppe valgt ud.

Det er ikke kun borgerne i Region Midtjylland, der mødes for at debattere sundhed den 5. marts. I alle landets fem regioner bliver der holdt borgertopmøder med samme indhold og form.

Yderligere information:
Yderligere information om Region Midtjyllands topmøde kan findes på www.borgertopmoede.rm.dk

Borgertopmødet holdes af politikerne i hver af Danmarks fem regioner i samarbejde med Danske Regioner, der er regionernes fælles forening.
Se mere på www.regioner.dk.

Teknologirådet er ansvarlig for at planlægge og gennemføre borgertopmøderne. Teknologirådet er en uafhængig institution, der yder uvildig rådgivning til folkevalgte politikere. Se mere på www.tekno.dk.


Flere oplysninger

  • Regionsrådsformand Bent Hansen (S), tlf. 40313707 
  • Regionsrådsmedlem Bente Nielsen (SF), tlf. 4019 8682 
  • Regionsrådsmedlem Anders Vistisen (DF), tlf. 4023 6737 
  • Kommunikationskonsulent i Region Midtjylland, Anja Amdisen, tlf. 8728 5817
  • Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer