28-02-2011
Region Midtjylland og Region Nordjyllands fælles mediesatsning har skiftet navn til Shareplay og inviterer til tre møder i de kommende dage. Målgruppen er virksomheder og idemagere, der ser muligheder i at bruge ny teknologi til at skabe oplevelser og formidle indhold og viden.
Det handler om fremtidens mediesektor, når Region Midtjylland og Region Nordjylland inviterer til øjenåbner-konference tre steder i de kommende dage.
Den 2. marts i Filmby Aarhus, den 4. marts hos Animation Workshop i Viborg og den 9. marts på Nordkraft i Aalborg vil de to regioner fortælle om deres tværmediale satsning Shareplay og om, hvad den kan tilbyde.
Ikke blot til det eksisterende produktionsmiljø inden for tv, film og animation, men også til andre erhverv og sektorer, der ikke har medier som deres primære forretningsområde.
”Hvis vi skal virkeliggøre visionen om at skabe det førende produktionsmiljø inden for kreativ udvikling af tv, film, spil og digital storytelling - på tværs af de medieplatforme, vi kender i dag - skal vi involvere en meget større kreds”, siger Sven-Henrik Brandstrup, udviklingskonsulent i Region Midtjylland.
”Derfor håber vi at kunne tiltrække iderige mennesker, der kan se mulighederne i at bruge den nyeste teknologi til at skabe oplevelser og formidle viden og indhold”, siger Sven-Henrik Brandstrup. Han tilføjer, at det eksempelvis kunne være mennesker, der beskæftiger sig med ældrepleje, pædagogik, undervisning, turisme eller oplevelsesøkonomi. Eller folk med særlig interesse for sociale medier og brugerinvolvering.
De tre seminarer skal bidrage til at skabe et stærkt netværk på tværs af medier og brancher og vil løbende blive fulgt op af lignende aktiviteter. I Shareplay-satsningen arbejdes der desuden på at etablere en fond, der kan hjælpe med at udvikle nye initiativer og tilbyde medfinansiering.
Pressen er velkommen til at følge de tre seminarer. Se detaljerne om de enkelte arrangementer.