Nu er tiden kommet til officiel indvielse af Danmarks første psykiatriske friklinik. Efter at have fungeret i et halvt år inviterer Børne- og Ungdomspsykiatrisk Friklinik til indvielse og åbent hus fredag den 4. marts på adressen Skovagervej 2, indgang 88, i Risskov.


Friklinikken er sat i verden af regionsrådet i Region Midtjylland med den klare opgave at nedbringe ventetiden for børn og unge, som er visiteret til et udrednings- og behandlingsforløb på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, BUC.

Patienterne er børn og unge, der ikke kan starte i udredningsforløb inden for to måneder i BUC. Og det er BUC, der tilbyder patienter på ventelisten at blive viderevisiteret til Friklinikken.

Klinikken tog mod sine første patienter i oktober 2010 og har siden modtaget patienter fra hele Region Midtjylland. De fleste henviste er i alderen 6-14 år og er hyppigst henvist med
mistanke om ADHD eller autisme spektrum forstyrrelse. Derudover ser Friklinikken en bred vifte af børne- og ungdomspsykiatriske diagnoser, som f.eks OCD, angstlidelser og depression.

Ved opstarten af Friklinikken var det årlige driftsbudget sat til tre mio. kr. med en forventning om, at Friklinikken med en læge, to psykologer, en sygeplejerske og en sekretær kunne udrede og behandle mellem 125 og 145 patienter om året.

Men allerede i december 2010 besluttede Regionsrådet at øge Friklinikkens budget med 50 procent.

Leder af Friklinikken ledende overlæge Michala Høgsgaard glæder sig over budgetudvidelsen, som har betydet ansættelse af en ekstra læge på deltid, en psykolog og en sekretær her i foråret samt en sygeplejerske til sommer.

- Udvidelsen af personalestaben betyder, at Friklinikken nu har en rigtig god størrelse og kan behandle endnu flere patienter, fordi vi kan supplere hinanden på alle poster, siger Michala Høgsgaard.

Børne- og Ungdomspsykiatrisk Friklinik modtager ikke akutte patienter og patienter, der skal i daghospital eller døgnindlægges.

I forbindelse med indvielsen taler 1. næstformand i Regionsrådet, Bente Nielsen.

Flere oplysninger:

Direktør Gert Pilgaard Christensen tlf. 7847 0001 mobil 4036 0141

Michala Høgsgaard, ledende overlæge, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Friklinik tlf. 7789 2790