Det bliver den nuværende souschef i Center for Folkesundhed Mette Kjølby.


Region Midtjylland har sat navn på den kommende chef for Center for Kvalitet og Folkesundhed i Region Midtjylland. Det bliver den nuværende souschef i Center for Folkesundhed Mette Kjølby.


Bag ansættelsen står både Region Midtjyllands direktion og et enigt bedømmelsesudvalg.

Mette Kjølby er i 1991 uddannet cand.odont. og siden ph.d. fra Tandlægehøjskolen ved Århus Universitet. Forskningsvejen trak imidlertid mere end tænderne, og ret hurtigt begyndte Mette Kjølby at koncentrere sit arbejde om medicinske teknologivurderinger og en vifte af andre sider af sundhedsforskningen.

I 2009 blev hun forskningsleder/kontorchef for Sundhedstjenesteforskning/MTV, Sundhedsfremme / Forebyggelse og Datamanagement i Forsknings- og Udviklingsafdelingen under Center for Folkesundhed.

Mette kjølby tiltræder stillingen som chef, netop som regionsrådet har vedtaget planen om omstilling til fremtidens sundhedsvæsen, der blandt andet forudsætter sammenlægning af de eksisterende centre for hhv. Kvalitet og Folkesundhed. Den første ledelsesopgave bliver derfor at tilrettelægge og gennemføre fusionen.

- Vigtige kendetegn for fusionen vil for mig være, at centerets ledelse inddrager alle medarbejdere i processen og anerkender de styrkepositioner, de to centre har oparbejdet, siger Mette Kjølby.

- Med Mette Kjølby som chef for det nye center får regionen en fagligt og ledelsesmæssigt meget kompetent leder, som jeg er overbevist om vil kunne arbejde i feltet mellem praksis, forskning og administration med et målrettet fokus på, hvad der er til gavn for den kliniske udvikling, patienterne og borgerne, siger direktør Anne Jastrup.

Med Mette Kjølbys tiltrædelse 1. marts 2011 fratræder centerchef Jens Krogh sin stilling som leder af Center for Folkesundhed.

Region Midtjylland ønsker at styrke samspillet mellem Århus Universitet og regionen. Begrundelsen herfor er, at udviklingen af et moderne sundhedsvæsen stiller store krav til en sammenhæng mellem uddannelse, forskning og udvikling.

Region Midtjyllands direktion har bedt Jens Krogh om aktivt at indgå i denne opgave. Jens Krogh overgår derfor – også 1. marts – til en stilling som projektchef med særligt ansvar for denne opgave.

- Der er mange muligheder for, at regionen og universitetet ved koordineret indsats kan få større indflydelse på væsentlige strategiske indsatsområder. Jens Krogh er med sin store indsigt og erfaring samt sit store netværk og engagement i dette område den helt rigtige person til den opgave, siger direktør Anne Jastrup.

Flere oplysninger

Pluk fra CV'et