Kombination af overvægt og diabetes forstærker risikoen yderligere


Kombination af overvægt og diabetes forstærker risikoen yderligere


Ny undersøgelse fra Århus Universitetshospital viser en sammenhæng mellem overvægt (BMI ≥30) og infektion efter kejsersnit. Denne sammenhæng bliver yderligere forstærket, hvis kvinden også har diabetes (type 1, type 2 eller svangerskabsdiabetes), hvorimod kvinder med diabetes men uden overvægt, ikke har nogen øget risiko for infektion efter kejsersnit.

I undersøgelsen deltog 2492 kvinder, der havde født ved kejsersnit på fødeafdelingerne i Silkeborg, Randers og Skejby.

Eventuelle infektioner efter kejsersnit blev registreret dels under indlæggelsen på hospitalet samt under eventuelle genindlæggelser og dels efter udskrivelse gennem henvendelser til de praktiserende læger. Infektionerne omfattede sårinfektioner, urinvejsinfektioner, underlivsbetændelse, blodforgiftning, brystbetændelse og feber uden kendt årsag i løbet af de første 30 dage efter kejsersnit.

Der var i alt 458 kvinder, der fik registreret en infektion indenfor opfølgningsperioden, heraf fik 174 kvinder registreret en infektion under indlæggelse.

Overvægtige kvinder uden diabetes havde op til 77 % øget risiko for infektion efter kejsersnit i forhold til kvinder uden overvægt og uden diabetes. Den øgede risiko var størst for infektioner registreret under indlæggelse.

Overvægtige kvinder med diabetes havde en næsten tre gange øget risiko for infektion efter kejsersnit i forhold til kvinder uden overvægt og uden diabetes; hvorimod kvinder med diabetes men uden overvægt, ikke havde nogen øget risiko for infektion efter kejsersnit.

Resultaterne er publiceret i følgende originalartikel: Leth RA, Uldbjerg N, Nørgaard M, Møller JK, Thomsen RW. Obesity, diabetes, and the risk of infections diagnosed in hospital and post-discharge infections after cesarean section: a prospective cohort study