Regionale busruter faldt på plads
22-03-2011
Efter halvandets års udsættelse, dialog med kommuner, mere end 1.000 indvendinger fra blandt andre borgere og uddannelsesinstitutioner og en række justeringer af den oprindelige plan vedtog Regionsrådet for Region Midtjylland onsdag en omstrukturering af det regionale busrutenet. Ændringerne træder i kraft 26. juni.
Omlægningen af de regionale busruter er nu på plads, så de nye køreplaner kan træde i kraft 26. juni.
Med regionsrådets beslutning om at effektivisere det regionale rutenet sker der adskillige ændringer over hele regionen.
For nogle ruter er der tale om små justeringer, mens andre lægges om eller får færre afgange i løbet af dagen.
Enkelte regionalruter nedlægges, mens andre videreføres som lokalruter af kommunerne.
Under arbejdet med disse effektiviseringer har Region Midtjylland ad flere omgange holdt møder med kommunerne for at sikre det bedst mulige samspil mellem den lokale og den regionale kørsel.
Nogle oplever en forringelse
”Der er ganske enkelt ikke penge til at fortsætte kørslen som hidtil. Vi har været nødt til at effektivisere for at spare penge, så det kan ikke undgås, at nogle vil opleve, at den kollektive trafik er blevet forringet”, siger regionsrådsformand Bent Hansen.
Samlet giver ruteændringerne Region Midtjylland en besparelse på 28 mio. kroner.
Ifølge Bent Hansen er regionsrådet dog indstillet på, at det kan blive nødvendigt at justere i køreplanerne, hvis der viser sig nogle særlige behov.
”Og så er det mit håb, at vi sammen med Midttrafik og kommunerne kan udvikle mere fleksible løsninger til den kollektive trafik. Den slags løsninger får vi brug for i fremtiden”, siger Bent Hansen.
Ture til uddannelsessøgende
Ændringerne bliver dog ikke så omfattende, som Regionsrådet oprindelig havde lagt op til. For at sikre, at elever på ungdomsuddannelserne kan komme til og fra deres skole med bus, har rådet valgt at betale for at bibeholde særlige afgange morgen og eftermiddag på ruter, der ellers stod til at blive nedlagt. Også selv om lovgivningen ikke specifikt forpligter regionen til at betale for denne kørsel.
1.000 høringssvar
Mere end 1.000 borgere, uddannelsesinstitutioner og andre har reageret med et høringssvar, mens Midttrafiks forslag til nye køreplaner var i offentlig høring. De fleste høringssvar er kommet fra borgere, der peger på uhensigtsmæssigheder i forhold til deres egen hverdag og de specifikke busafgange, de selv benytter. Men der er også reaktioner i form af underskriftindsamlinger, der kræver bedre betjening af bestemte geografiske områder.
Nogle af dem er blevet imødekommet. Det gælder blandt andet på ruterne 55 mellem Bjerringbro og Hammel samt rute 311 mellem Silkeborg, Ry og Skanderborg. På rute 55 udvides med kørsel på hverdage suppleret med en ekstra dobbelttur, og på rute 311 indsættes en morgentur mellem Skanderborg/Ry og Silkeborg.
Nedenfor kan du se flere eksempler på udvidelser af køreplanerne i forhold til det forslag, som Midttrafik havde i offentlig høring.
Billedtekst: Ændringerne i de regionale busruter træder i kraft lige inden sommerferien, nemlig 26. juni.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med omtale af pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.
Yderligere oplysninger:
Bent Hansen
formand for Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 8728 5010
Mobil: 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne
Fakta om buskørsel i regionen:
• Region Midtjylland betaler den regionale buskørsel, det vil sige busser, der forbinder bycentre på tværs af kommunerne, samt X-busser.
• Kommunerne i regionen betaler den lokale kørsel, skolekørsel og bybuskørsel.
• Region og kommuner bestiller buskørsel hos Midttrafik, som planlægger og koordinerer kørslen.
• Region Midtjylland bruger cirka 270 mio. kroner om året på kollektiv trafik.
• Ca. 18 millioner passagerer om året rejser med de regionale busruter.