I sidste uge gjaldt det Århus Sygehus. Fra i dag står Regionshospitalet Viborg, Skive for skud: Hospitalet skal akkrediteres. Det er Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM, der gør sit indtog overalt på de danske hospitaler.
I sidste uge gjaldt det Århus Sygehus. Fra i dag står Regionshospitalet Viborg, Skive for skud: Hospitalet skal akkrediteres. Det er Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM, der gør sit indtog overalt på de danske hospitaler.
Seks uvildige og regions-eksterne eksaminatorer (surveyors) kommer på besøg på regionshospitalet i fire dage, 21.-24. marts, for at tjekke, at hospitalet arbejder systematisk med kvalitet - og for at sikre sig, at hospitalets kvalitet lever op til de nationale standarder, som Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet, IKAS, har formuleret i Den Danske Kvalitetsmodel.
- Regionshospitalet Viborg, Skive har de seneste fire år arbejdet med Den Danske Kvalitetsmodel. Alle afdelinger har deres rutiner beskrevet i retningslinjer og instrukser, og vi har selv evalueret og haft ”prøve-surveys” som optakt til akkrediteringen. Nu glæder vi os til at vise resultaterne af den store investering, vi har gjort for at imødekomme patienternes berettigede krav om høj kvalitet i vores ydelser, siger hospitalets kvalitets- og forskningschef Charlotte Hjort.
Kvaliteten vil i den grad blive vejet på en guldvægt i de fire dage, surveyorne gæster hospitalerne i Viborg og Skive. De seks surveyors har alle en sundhedsfaglig baggrund og en særlig kvalitetsuddannelse, så de er klædt på til systematisk at evaluere kvaliteten både i dybden og i bredden,
- dels med en overordnet gennemgang af hospitalets retningslinjer og instrukser,
- dels med tværgående interviews af hospitalets medarbejdere,
- dels på såkaldte "patienttracere".
I patienternes fodspor
Ordet "patienttracer" dækker over, at surveyorne sporer tilfældigt udvalgte patienters forløb i mindste detalje ved rent fysisk at følge i patientens fodspor fra sengeafsnit til fx billediagnostisk afdeling og klinisk biokemisk afdeling til operationsafsnit, opvågningsafsnit og fysioterapi for at tjekke, om den behandling, de har fået på deres vej gennem systemet, baserer sig på retningslinjer eller instrukser, som lever op til DDKM-standarder.
På samme måde kan surveyorne også følge en tilfældig vares vej gennem hospitalet - med tjek af alle rutiner fra levering til forbrug og håndtering af affald.
Undervejs vil surveyorne lægge mærke til alt, hvad de ser. Og de vil spørge såvel medarbejdere som patienter og pårørende om alle forhold, der har betydning for den kvalitet, hospitalet leverer.
Resultat af eksternt kvalitetstjek
Surveyornes undersøgelse danner baggrund for, om IKAS akkrediterer Regionshospitalet Viborg, Skive – dvs. godkender hospitalets arbejde med kvalitetsudvikling på nationalt niveau.
Hospitalet får en foreløbig tilbagemelding fra surveyorne efter et par uger. Herefter skal IKAS' akkrediteringsnævn bearbejde surveyornes rapport, og der kan gå op til et halvt år, før hospitalet får endelig besked om resultatet i form af en ”akkrediteringsstatus”. Der er tre muligheder: at hospitalet er ”Akkrediteret”; ”Akkrediteret med bemærkninger” eller ”Ikke akkrediteret”. En akkrediteringsstatus gælder tre år – herefter skal hospitalet gennemgå en ny akkreditering.
- At arbejde med kvalitet er ikke noget nyt. Hospitalernes medarbejdere forsker og udvikler konstant nye metoder til behandling og pleje, og der er fokus på kvaliteten på mange områder. I forbindelse med Den Danske Kvalitetsmodel sker det bare efter en bestemt systematik. Det er en kultur, som vi skal have ind under huden. Fejl og dårlig kvalitet kan koste dyrt i menneskeliv, i livskvalitet og i ressourcer. Ingen skal være i tvivl om, at vi arbejder med kvalitet af hensyn til vores patienter hver dag året rundt – og ikke kun i uge 12 for at opnå en bestemt akkrediteringsstatus, pointerer Charlotte Hjort.
- Selvfølgelig har resultatet af akkrediteringen betydning for hospitalet. Fordi alle hospitaler i Danmark bedømmes ud fra de samme standarder, bliver vores kvalitet jo sammenlignet med andre hospitalers og andre afdelingers, og det kan måske på sigt få betydning for de ressourcer og opgaver, vi bliver tildelt, tilføjer hun.
Fakta:
• Den Danske Kvalitetsmodel, DDKM, er et nationalt system, der skal sikre og videreudvikle den gode kvalitet i hele det danske sundhedsvæsen.
• Alle danske hospitaler skal akkrediteres - dvs. bedømmes i forhold til DDKM. Det gælder både offentlige og private hospitaler.
• I Region Midtjylland akkrediteres hospitalerne i ugerne 11-23. I den forløbne uge havde Århus Sygehus besøg. Regionshospitalet Silkeborg og Hammel Neurocenter, som Regionshospitalet Viborg, Skive fusionerer med 1. april, skal akkrediteres i uge 21.
• På nuværende tidspunkt har fem danske hospitaler (heraf fire private) fået det endelige resultat af deres akkreditering.
• Mere om Den Danske Kvalitetsmodel og IKAS på "www.ikas.dk".