Siden 2008 har mere end 170.000 kvinder i Region Midtjylland fået tilbud om en screening for brystkræft. En tilfredshedsundersøgelse viser nu, at 99% af de screenede kvinderne har et særdeles godt eller godt indtryk af forløbet og tilbuddet om screening.


Alle kvinder i alderen 50–69 år i Region Midtjylland får i dag tilbudt en undersøgelse for brystkræft hvert andet år, og 8 ud af ti af kvinder tager i mod tilbudet.

99% af deltagerne har et særdeles godt eller godt indtryk af forløbet og tilbuddet om screening, og over 90% er særdeles tilfredse med både indkaldelsesbrev, telefonbetjening, personalets professionalisme i undersøgelsessituationen og svarbrevet. Det viser den første undersøgelse af kvindernes oplevelse med screeningsprogrammet.

- Kvindernes positive evalueringer er meget vigtige, fordi der helt sikkert med en god oplevelse af screeningsforløbet er større sandsynlighed for, at kvinderne møder op igen næste gang de indkaldes, siger overlæge, Ph.D. Berit Andersen, leder af Afdeling for Folkeundersøgelser i Region Midtjylland.

En regelmæssig screening for brystkræft giver større mulighed for at finde en eventuel kræftknude tidligt, så man kan nøjes med den mest skånsomme og helbredende behandling.

Blandt de kvinder, der ikke tager i mod tilbudet om screening, er årsagerne typisk, at de har glemt det, eller at de aktivt har fravalgt undersøgelsen.

- Selvom deltagerprocenten er tilfredsstillende sammenlignet med andre screeningsprogrammer i Danmark og andre steder i verden, vil vi absolut bruge undersøgelsen til at se, om vi kan gøre noget bedre for måske også at få de kvinder med, som glemmer det eller ikke føler sit tilstrækkeligt informeret om undersøgelsen, siger Berit Andersen.
- Men det handler også om at finde balancen mellem at hjælpe kvinderne på vej og ikke lægge for stort et pres på kvinderne. Et aktivt valg om ikke at deltage skal respekteres, siger Berit Andersen.

1663 kvinder deltog i tilfredshedsundersøgelsen, der er udarbejdet af Center for Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland.

Fakta om brystkræft og screeningsprogrammet 

  • Alle kvinder i Region Midtjylland i alderen 50-69 år tilbydes screening for brystkræft hvert andet år. 
  • Cirka 3% af de kvinder, der bliver screenet, indkaldes til yderligere undersøgelser (klinisk mammografi). 
  • Cirka 1% af de undersøgte kvinder får konstateret brystkræft. 
  • Brystkræft er den hyppigste kræftform hos kvinder med ca. 4.000 nye tilfælde pr. år i Danmark. (www.cancer.dk)
  • Læs hele undersøgelsen.

For yderligere oplysninger og kommentarer:

  • Berit Andersen, overlæge, Ph.D, Afdeling for Folkeundersøgelser, Regionshospitalet Randers, berand@rm.dk
  • Pernille Bjørnholt Nielsen, konsulent, Center for Kvalitetsudvikling, pernille.bjornholt@stab.rm.dk