02-03-2011

De midtjyske underleverandører til vindmølleindustrien er presset af finanskrise og globalisering og har brug for en større omstilling til fremtiden. De kan snart få hjælp fra et ambitiøst program, som Vækstforum for Region Midtjylland på sit møde onsdag vedtog at støtte.

Der er brug for at styrke konkurrenceevnen hos de midtjyske virksomheder, der leverer til vindmølleindustrien, hvis de ikke skal blive løbet over ende af globaliseringen.
Både finanskrisen og mange nye spillere på det globale vindmøllemarked presser priserne og tvinger også de danske virksomheder til at effektivisere deres produktion og måske skaffe nye samarbejdspartnere og kunder.
Denne situation er baggrunden for et ambitiøst program, som brancheforeningen Vindmølleindustrien står bag, og som Vækstforum for Region Midtjylland netop har besluttet at støtte.

Stor opbakning
”Mange af underleverandørerne er små og mellemstore virksomheder, som ikke selv har ressourcer til at håndtere denne omstillingsproces. Derfor er det vigtigt med en samlet indsats”, siger Bent Hansen, formand for Vækstforum i Region Midtjylland.
Han glæder sig over, at både Siemens og Vestas bakker op om programmet, lige som det har tilslutning fra kommunerne Aarhus, Ikast-Brande, Ringkøbing-Skjern, Norddjurs og Silkeborg.

Betydelig sektor
Når Regionsrådet den 23. marts godkender Vækstforums indstilling om at støtte programmet med 4,5 mio. kroner og med Fornyelsesfondens forventede støtte på 7,5 mio. kroner, er der lagt op til en målrettet indsats for at udvikle og omlægge den midtjyske vindmøllesektor.
Til gavn for sektoren selv, men i høj grad også til gavn for beskæftigelsen i hele regionen, fordi vindmølleproducenterne og deres store net af underleverandører udgør en betydningsfuld del af det midtjyske erhvervsliv. To tredjedele af den danske vindmølleindustri er således placeret i Region Midtjylland – hvilket svarer til ca. 14.000 ansatte.

Ny værdikæde
Administrerende direktør i Vindmølleindustrien Jan Hylleberg er meget glad for, at Vækstforum vil bidrage til den nødvendige omstillingsproces i vindmølleindustrien:
”Vestas og Siemens er som øvrige vindmølleproducenter i gang med en konsolideringsproces, der betyder færre leverandører - og ofte leverandører tæt på produktionsfaciliteter, som ligger globalt. De danske underleverandørers udfordring er at placere sig i denne nye værdikæde”, siger Jan Hylleberg og tilføjer, at de derfor står med nogle svære, strategiske valg: Det er eksempelvis, om de skal åbne fabrik i Kina, i USA eller et sted i Sydamerika, hvor fabrikanterne allerede har eller planlægger nye produktionsfaciliteter, om de skal søge nye kunder på det globale vindmøllemarked, og om de skal gå sammen med andre leverandører for at kunne levere større systemer i stedet for enkeltkomponenter til fabrikanterne.

En six-pack
Det planlagte program strækker sig over de kommende tre år og består af seks elementer:
1. En analyse af hele værdikæden omkring vindmøllemarkedet og dets muligheder for at omstille sig.
2. Et strategiforløb for virksomhedsledere. Lederne får tilbud om workshops og rådgivningsforløb.
3. Virksomhedsudvikling i netværk – med fokus på samarbejde om produktudvikling, markedsføring og produktionsoptimering.
4. Introduktion til vindmøllemarkedet - herunder en vurdering af nye virksomheders muligheder for at blive leverandører.
5. Sikre kvalificeret arbejdskraft til vindmøllesektoren i samarbejde med relevante uddannelsesinstitutioner. Eksempelvis særlig uddannelse af testingeniører.
6. En global markedsføring af Region Midtjylland som vindkraftcenter. Ikke mindst i forbindelse med den europæiske vindorganisation EWEAs konference næste år i København.


Flere oplysninger:

Bent Hansen
formand for Vækstforum i Region Midtjylland
Telefon: 8728 5010
Mobil: 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk

Nanna Seidelin, udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 8728 5171
nanna.seidelin@ru.rm.dk