Museer i samarbejde om digital formidling
27-04-2011
Formidlingen af den midtjyske kulturhistorie får et løft, efter at Regionsrådet for Region Midtjylland onsdag besluttede at støtte to museumsprojekter. Selv om det ene handler om middelalderborge og voldsteder og det andet om herregårdenes rolle, forventer de at kunne kvalificere hinanden igennem et samarbejde.
Der er tale om to selvstændige projekter, men de arbejder begge med kortlægning på webben og digitalt baseret formidling ude i landskabet.
Arbejdsgrupperne bag de to projekter er derfor gået sammen om at undersøge, hvordan de to projekter i fællesskab kan udvikle formidlingsværktøjer og indhold og således kvalificere projekterne både hver for sig og sammen.
Del af strategi
Det er ambitionen på sigt at udvikle en fælles platform for formidling af Midtjyllands kulturlandskaber og kulturhistorie – en platform, der også vil kunne rumme andre temaer som eksempelvis kystkultur, industrikultur eller landbrugshistorie.
”Det her er et godt eksempel på, hvordan regionen kan medvirke til at styrke netværk og kulturfaglige miljøer i regionen,” siger regionsrådsformand Bent Hansen.
”Begge projekter er i forvejen tænkt bredt og åbent i forhold til et samarbejde på tværs af regionen, og ved at arbejde sammen om det metodiske kan projekterne løfte sig yderligere. De passer smukt ind i regionens strategi for kulturhistorisk formidling”, siger Bent Hansen.
Herregårdenes rolle
Initiativet til ”Region Midtjylland som Herregårdslandskab” kommer fra Dansk Center for Herregårdsforskning, der har til huse på Gammel Estrup. Projektets fokus er herregårdenes rolle som lokale økonomiske og kulturelle aktivitetscentre i fortid og nutid. Det er en pointe, at projektet omfatter både det herregårdsrige Djursland og det åbne vestjyske landskab, idet mødet mellem Øst- og Vestdanmark træder særlig illustrativt frem netop i denne regions herregårdslandskab. I Vestjylland er der i dag er langt mellem herregårdene, men sådan har det ikke altid været, og herregårdene her har også haft stor betydning. Den store landskabsmæssige variation kan således også medvirke til at belyse herregårdslandskabet over tid.
300 borge og voldanlæg
Mens kilderne til Herregårdsprojektet vil være herregårdene selv, landskaberne, fotografier, billeder og skriftligt materiale, vil en stor del af forskningen og kortlægningen af middelalderborge og voldanlæg komme til at bero på arkæologiske undersøgelser. Markante anlæg som Kalø slotsruin, Spøttrup og bispens Hald er velkendte af de fleste, men regionen rummer også mange befæstede middelalderanlæg, som enten ligger upåagtede hen eller er skjult under jordoverfladen.
Man ved derfor heller ikke, hvor mange borge og voldanlæg, der findes i Midtjylland, men lokale undersøgelser tyder på, at der kan være omkring 300.
Det er de 10 arkæologiske museer i regionen, der står bag projektet, som nu i de indledende faser koordineres af en koordineringsgruppe med repræsentanter fra Holstebro Museum, Viborg Stiftsmuseum og Moesgård Museum.
Forprojekter
Begge projekter er indtil videre godkendt som forprojekter, og regionsrådet har bevilget 200.000 kroner til herregårdsprojektet og 250.000 kroner til middelalderprojektet. Hovedprojekterne forventes at blive behandlet af regionsrådet inden for det næste år.
Billedtekst: I Region Midtjylland har mange sogne formentlig haft en middelalderborg. Ved Hald Sø syd for Viborg har der været hele tre. Helt i baggrunden ved den lille halvø ligger Niels Bugges Hald, på marken ved træerne Brattingsborg og ude i søen det imponerende Bispens Hald med tårn og mægtige jordvolde. Foto: Lis Helles Olesen, Holstebro Museum.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen, når fotografen krediteres. Få det og de andre fotos i høj opløsning ved at klikke på dem.
Yderligere oplysninger:
Erik Bach Andersen, udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 8728 5138
erik.andersen@ru.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne
Specielt om
Midtjylland som Herregårdslandskab:
Dansk Center for Herregårdsforskning
Signe Steen Boeskov 8795 0708
Gammel Estrup – Herregårdsmuseet
museumsdirektør Britta Andersen 8648 3001
Middelalderborge i Region Midtjylland:
Holstebro Museum, Helle Henningsen 2178 1778
Viborg Stiftsmuseum, Jesper Hjermind 8687 3802
Moesgård Museum, Lars Krants Larsen 8942 4576
Spøttrup borg på Saling - Danmarks bedst bevarede middelalderborg. | ||
Hjortholm i Stavns Fjord, Samsø. Voldstedet er kun dårligt undersøgt og vanskeligt at datere. Til august laves der i et samarbejde mellem Moesgård Museum og Nationamuseet en arkæologisk undersøgelse på anlægget. | ||
Herregården Ulstrup. Det nuværende hus er en renæssancebygning, men vi kender til en gård på stedet fra omkring 1400. Herregården har i sin længste historiske periode (fra slutningen af 1500-tallet til starten af 1800-tallet) været i slægten Scheels eje og var dermed en del af det store midtjyske godsimperium, som også Gammel Estrup hørte til. Foto: Simon Vikjær 2010, Gammel Estrup. | ||
Her ses Brattingsborg, der også er en del af Hald. Foto: Jørgen Frandsen |
||