02-05-2011
De 187 beboere på Kattegatøen Endelave blev hjemme på deres ø i går for at modtage Region Midtjyllands landsbypris. Regionsrådsformand Bent Hansen medbragte både et diplom og 150.000 kroner i klingende guldmønter.
Der var festtaler og musik, og der var balloner, blafrende dannebrogsflag og sågar en Endelave-sang, da Endelave By i går fejrede modtagelsen af Region Midtjyllands landsbypris 2011. Det skete på øens kro under overværelse af de fleste af øboerne samt det samlede midtjyske regionsråd.
”I kan noget helt særligt her på Endelave, og det vil vi gerne kvittere for. I har formået at flytte opmærksomheden fra alt det, der er svært på sådan en lille ø, til alt det, der kan lade sig gøre, og alle de kvaliteter øen rummer”, sagde regionsrådsformand Bent Hansen i sin tale.
Han nævnte et udpluk af alle de resultater, som øboerne har opnået i kraft af deres frivillige indsats og vilje til at samarbejde.
”I har vendt en negativ befolkningsudvikling. Befolkningen her er vokset fra ca. 160 til 187 over de seneste ti år. I har formået at holde liv i dagligvareforretning, skole, læge, posthus, bibliotek og kro, og så stabler I imponerende arrangementer på benene”, sagde Bent Hansen og fremhævede blandt andet det årlige Endelave Marathon, der trækker omkring 250 deltagere, og Musik på Endelave, hvor omkring 1.000 deltager.
Hit med pengene
Selv om Bent Hansens tale var relativt kort, nåede han ikke at fuldføre de sidste sætninger, førend to helt unge ”sørøvere” sprang frem og råbte ”hit med pengene” med henvisning til de 150.000 kroner, der følger med Region Midtjyllands Landsbypris.
Og det fik de så. Bent Hansen trak nemlig en trækiste fuld af guldmønter frem, hvorefter sørøverne proppede lommerne, før de forsvandt igen under store klapsalver.
Derefter overrakte regionsrådsformanden et diplom til formanden for Endelave Beboerforening, Bent Hindrup, og ønskede alle øboerne held og lykke med deres ø’s udvikling fremover.
Blandt de øvrige talere var viceborgmester i Horsens Kommune Hans Bang-Hansen og formanden for Småøernes Lokale Aktions Gruppe Claus Jensen. Det var Småøernes LAG, der havde indstillet Endelave By til prisen.
Og så var der ellers buffet, og øboere og regionsrådsmedlemmer samt andre gæster kunne prøvesmage en lang række lokale specialiteter – eksempelvis havde nogle af de vilde kaniner, som øen er kendt for, måttet lade livet for at blive nydt med strandkålssalat.
Billedtekst:
Regionsrådsformand Bent Hansen måtte slippe slanterne, da to unge sørøvere afbrød hans tale og forlangte penge. Heldigvis havde han netop medbragt en kiste med klingende guldmønter – vistnok kun blanke udenpå og med chokolade indeni.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.
Regionsrådet blev modtaget med balloner og flag på Endelave Havn.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.
Flere oplysninger:
Bent Hansen
formand for Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 8728 5010
Mobil: 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk
Anna Lise Vesterby, udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 8728 5122
annalise.vesterby@ru.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne