25-05-2011



Halvdelen af de 14 projekter, der onsdag fik bevilget penge fra kulturpuljen af Regionsrådet for Region Midtjylland, henvender sig specielt til børn og unge. Flere handler om at få talenterne udviklet inden for fortællekunst, billedkunst og rytmisk musik.

Børnene og de unge er i centrum for halvdelen af de kulturprojekter, som i dette halvår får bevilget penge fra Region Midtjyllands kulturpulje. Og projekterne handler ikke blot om at formidle kultur til de unge – nej, de går også på at bringe regionens unge talenter i spil og give dem lyst til at lære mere.
Ved ansøgningsfristen 1. marts havde Region Midtjylland fået 65 ansøgninger til regionens kulturpulje, og på Regionsrådets møde onsdag blev det besluttet at støtte 14 af dem. Tilskuddene er på mellem 20.000 og 230.000 kroner og beløber sig samlet til knap 1,8 mio. kroner.
Langt de fleste af projekterne er baserede på udvidede samarbejder regionalt og i flere tilfælde også internationalt.

Fokus på talentudvikling
Syv ud af de 14 projekter har børn og/eller unge som deres primære målgruppe, og flere af dem beskæftiger sig med talentudvikling.
Foreningen Vestjyske Fortællespor har fået tilskud til det 1-årige forsøgsprojekt ”Fortællespor”, som skal danne basis for en grunduddannelse i fortællekunst for unge mellem 15 og 25. Formålet er at tage hånd om fødekæden af nye fortællertalenter i landet, så ungdomsfortællemiljøet ikke forsvinder.

Ud i byrummet
Art Hvide Sande – Kunst i slusen ønsker at synliggøre unge talenter ved at invitere til kulturfestival med unge, eksperimenterende billed- og rumkunstnere samt interaktive og performative kunstnere. Formålet er at sætte fokus på samtidskunsten, som den kommer til udtryk hos de unge, og at sprede samtidskunsten ud i byrummet.

Pendant til symfoniorkester
Det drejer sig igen om talentpleje, når DSI Swinging Europe, Herning, med pilotprojektet ”UnderGround” vil samle et ensemble af regionens bedste unge talenter mellem 12 og 17 år til en rytmisk pendant til det klassiske børne/unge-symfoniorkester og derigennem bidrage til fødekæden inden for rytmisk musik.

Ud i landsbyerne
På længere sigt vil projektet ”Kunsten i bevægelse – det internationale i det lokale og det lokale i det internationale” styrke talentudviklingen i regionen ved at inddrage elever fra Holstebros BGK (Billedkunstnerisk GrundKursus) i et internationalt kunstprojekt, hvor en række professionelle kunstnere skal skabe aktiviteter og værker i udvalgte landsbyer i kulturregion Midt- og Vestjylland. Projektet har i denne omgang fået tilskud til en mapping af de 18 landsbyer, der over 3 år skal deltage i projektet.

På opdagelse
Landdistrikterne sættes også på landkortet med projektet ”Arkitektur, landskab og medborgerskab – en opdagelsesrejse for børn og unge i landdistrikterne”, hvor Landsforeningen Børn, Kunst og Billeder vil udvikle og udvide børns og unges kulturaktiviteter i de djurslandske landdistrikter og synliggøre dem. Ideen er at inddrage børn og unge kreativt i kortlægningen af deres nærmiljø på fysiske og digitale kort.

Nye møderum
Endelig ønsker Aarhus Kunstbygning med sit udviklingsprojekt ”Sigrids Stue” i Gellerup ved Aarhus at udvikle nye former for møderum mellem den skabende samtidskunst og brugergrupper, der ikke tidligere har været introduceret til denne form for kunst. Nærmere bestemt at nedbryde grænserne mellem det finkulturelle og det multikulturelle og at involvere et nyt ungt segment i billedkunstens muligheder med henblik på at sikre en integration af den nutidige finkultur i et overvejende multikulturelt miljø fjernt fra samtidskunstens etablerede institutioner.

Kulturarv formidlet på nye måder
Også kulturarven får sit. Museumssamarbejdsgruppen i Kulturring Østjylland har fået tilskud til projektet ”Historiemaskinen”, en webbaseret platform for formidling af kulturhistorien, som også primært henvender sig til børn og unge. Museerne ønsker med projektet at udvikle nye måder at formidle kulturhistorien på, så der via billeder, lyd, video og tekst lægges vægt på sammenhængen mellem museernes samlinger og ”gode historier”. Det er tanken, at projektet vil kunne medvirke til at understøtte regionens strategiske målsætninger om udvikling af digital formidling af kulturarven og i den sammenhæng spille sammen med flere lignende initiativer i regionen.

Kultur i hestevogn
Af en helt anden ’low tech’-karakter er projektet ”Hjerls Eventur – På jagt efter kulturarv!”, en hestevogns-karavanevandring op gennem Jylland fra Jelling til Hjerl Hede. Eventuren vil med omdrejningspunkt i år 1868 vise og formidle håndværksmæssige færdigheder og søge efter den lokale kulturarv langs med ruten.

Festivaler i vælten
Endelig har Regionsrådet bevilget tilskud til tre festivaler, blandt andet ”InterDisciplin”, en regional og international 10-dages festival for crossover-kunst og interdisciplinær praksis arrangeret af Entré Scenen i Aarhus. De relativt nye kunstformer indbefatter både samarbejder mellem forskellige kunstarter og mellem kunst og andre fagområder.

Følgende aktører og projekter har fået støtte:

• Kulturremisen til projektet ”Kunsten i bevægelse – det internationale i det lokale og det lokale i det internationale”, 200.000 kr.
• Landsforeningen Børn, Kunst og Billeder til projektet ”Arkitektur, landskab og medborgerskab – en opdagelsesrejse for børn og unge i landdistrikterne”, 120.000 kr.
• ILT Sekretariatet til projektet ”ILT 11 – Internationalt Levende Teater”, 100.000 kr.
• DSI Swinging Europe til pilotprojektet ”UnderGround”, 200.000 kr.
• Museumsarbejdsgruppen Kulturring Østjylland til projektet ”Historiemaskinen”, 150.000 kr.
• Art Hvide Sande – Kunst i slusen til kunstfestivalen ”Art Hvide Sande 2011”, 61.000 kr.
• Entré Scenen til festivalen ”InterDisciplin”, 230.000 kr.
• Foreningen Hjerls Eventur til projektet ”Hjerls Eventur – På jagt efter kulturarv!”, 44.300 kr.
• Skanderborg Museum til vandreudstillingen ”Grundtvig på prærien – om danske indvandrerkolonier i USA”, 150.000 kr.
• Aarhus Kunstbygning til udviklingsprojektet ”Sigrids Stue”, 100.000 kr.
• PromoXon til projektet WorldNordicXchange Festival 2011 / ”Uden for Ringgaden”, 100.000 kr.
• Udstillingsstedet Kunstpakhuset til udstillingen ”Centre Choc”, 20.000 kr.
• Randers Kammerorkester til projektet ”Carmina Burana – Musik på tværs”, 200.000 kr.
• Foreningen Vestjyske Fortællespor til ”Fortællespor”, en grunduddannelse i fortællekunst, 116.000 kr.


Billedtekst: Der er masser af musik i de projekter, som Region Midtjylland støtter med kulturpuljemidler denne gang. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen, hvis fotografen krediteres. Foto: Jean M. Laffitau. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.

Flere oplysninger


  Tine Engel Mogensen, udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 87285123
Fra 27. maj: 7841 1716
tine.mogensen@ru.rm.dk 
  Erik Bach Andersen, specialkonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 8728 5138
Fra 27. maj: 7841 1710
erik.andersen@ru.rm.dk



Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne