10-05-2011



I forbindelse med det hidtil største fodboldarrangement i Danmark, U21 EM i juni, vil den midtjyske region profilere sig som madmekka. Blandt initiativerne er tre internationale konkurrencer i Aarhus, Silkeborg og Viborg samt en todages festival 6. og 7. juni hos Aarhusrestauranten Malling og Schmidt.

Der bliver masser at skrive hjem om for de hundredevis af danske og udenlandske journalister, der kommer til Midtjylland i forbindelse med U21 EM. Og det kommer langtfra kun til at handle om fodbold.
Region Midtjylland har indgået et samarbejde med det offentligt/private fødevare- og gastronomikonsortium Food Organisation of Denmark, F.O.O.D., og planen er at udnytte den store opmærksomhed omkring U21 til at profilere en anden side af regionen, nemlig gastronomi og kvalitetsfødevarer.
Gennem en række aktiviteter er det hensigten at vise, hvad regionen kan byde på af kvalitetsfødevarer, og at demonstrere, hvordan den nordiske madkultur har rod i den vilde natur, bæredygtighed, egenart og håndværkstraditioner.
Samlet set skal Danmark og i særdeleshed Region Midtjylland brandes som en gastronomisk destination i verdensklasse.
Arrangementerne vil blive koordineret i forhold til det overordnede U21 program, men de placeres uden for de officielle U21-zoner.

En mio. kroner
Aktiviteterne er budgetteret til at koste godt en mio. kroner, hvoraf Regionsrådet for Region Midtjylland på sit møde 25. maj ventes at nikke ja til en bevilling på godt en halv mio. kroner, og F.O.O.D. samt eventuelle sponsorer står for resten.

Følgende aktiviteter er under planlægning:
• En startfestival, der foregår den 6. og 7. juni med den århusianske gourmetrestaurant Malling & Schmidt som omdrejningspunkt. Restauranten er lige som verdens bedste restaurant, Noma i København, eksponent for det nye nordiske køkken, der fokuserer på de nære råvarer. Derudover har kokkeægteparret Rikke Malling og Thorsten Schmidt sans for at gøre det gastronomiske til en del af en helhedsoplevelse.
På festivalen vil udenlandske og danske topkokke skabe oplevelser med de jyske fødevarer og den jyske natur, og målet er at formidle dels regionens gastronomiske formåen og dels dens muligheder som turistmål. Festivalen arrangeres i samarbejde med den internationale organisation Omnivore.
• Nations Cup for ungdomshold for kokke: Der ”spilles” tre kampe i Aarhus, Silkeborg og Viborg mellem nationale ungdomskokkehold fra Danmark, England og Spanien, hvor der også er stor interesse for både fodbold og gastronomi. Afsluttende finale i Aarhus den 25. juni.
• Gadeevents – Klog hverdagsmad: Fødevarefestivaler i Viborg og Aarhus, planlagt af de lokale turist- og handelsstandsforeninger sammen med lokale fødevarenetværk som eksempelvis Vestjyske fødevarer og oplevelser og Viborgegnens fødevarenetværk. Ud over markedsaktiviteter, kan fødevarefestivalen danne rammen om workshops, lokale kokkekonkurrencer, livetransmissioner fra ungdomsholdenes konkurrencer etc.
• Fødevareture for udenlandske journalister: I forbindelse med de lokale fødevarefestivaler og konkurrencer arrangeres busture for udvalgte udenlandske journalister med henblik på at give dem noget andet at skrive hjem om end blot fodboldkampene. De vil møde en spændende og farverig guide, engagerede fødevarefortællere og få smagsprøver.

Billedtekst: De gastronomiske aktiviteter i tilknytning til U21 EM kulminerer med en dyst for unge kokke – med finale 25. juni. Foto: Troels Heien
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Dog skal fotografen krediteres. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.

Flere oplysninger

Lars Haahr Jensen, specialkonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 8728 5128
lars.jensen@ru.rm.dk

Pelle Øby Andersen
Direktør, F.O.O.D.
Telefon: 3112 1875
pelle@thefoodproject.dk

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne