Psykiatrien i Region Midtjylland har fastholdt og forbedret kvaliteten af både undersøgelse og behandling af patienter med skizofreni i forhold til sidste år. Det viser nye tal fra Det Nationale Indikatorprojekt (NIP), som netop er offentliggjort.                   

Psykiatrien i Region Midtjylland deltager i Det Nationale Indikatorprojekt (NIP), der har målt kvaliteten af skizofrenibehandlingen i Danmark siden 2003. Kvaliteten måles ud fra videnskabeligt fastlagte måleområder, også kaldet indikatorer. For hver indikator er der nationalt fastsat kvalitetsmål (standarder) for, hvad der kan betragtes som værende god behandling af skizofreni.

Tallene fra Det Nationale Indikatorprojekt (NIP) måler på 16 standarder, og heraf har psykiatrien i Region Midtjylland opfyldt 13. 

Over de seneste år har der i psykiatrien i Region Midtjylland været fremgang på stort set alle indikatorer. På 13 områder ydes der således den optimale behandling. Fire af disse områder er i 2010 opfyldt for første gang. Det drejer sig blandt andet om, at stort set alle patienter med skizofreni i Region Midtjylland bliver udredt af én speciallæge, ligesom knap 50 procent udredes af en psykolog.

Herudover viser tallene, at stadig flere patienter med nyopdaget skizofreni modtager målrettet undervisning i deres sygdom, og at stadig flere pårørende tager imod tilbud om kontakt med psykiatrien.

Cheflæge Per Jørgensen konstaterer med tilfredshed, at det ikke alene er lykkedes personalet i psykiatrien at fastholde forbedringerne fra sidste års måling, men også gøre det bedre på flere områder.

- Det er meget positivt, at kvaliteten i behandlingen er steget. Det kan kun lade sig gøre, fordi vi har et personale, der brænder for sagen, siger Per Jørgensen.

- Nu vil vi studere rapporten nøjere for at se, hvor vi specielt skal sætte ind for yderligere at øge kvaliteten, når det gælder undersøgelse, behandling og efterbehandling af mennesker med skizofreni, fortsætter Per Jørgensen og peger på bivirkninger som et oplagt indsatsområde.

- Behandlingen af skizofreni med antipsykotika medfører hyppigt bivirkninger, som kan være meget generende for patienterne. Med en ny række bivirkningsindikatorer er der sat fokus på netop at reducere niveauet af bivirkninger for derigennem at højne patienternes helbredsniveau og livskvalitet.

Flere oplysninger:
Cheflæge Per Jørgensen, tlf.7847 0011 eller mobil 7847 0005.
Kvalitetschef Lisbeth Damgaard, tlf. 7847 0151

De seneste regionale og nationale resultater kan ses på https://www.sundhed.dk/Artikel.aspx?id=76264.1 

Information om Det Nationale Indikatorprojekt fås på projektets hjemmeside www.nip.dk