De sidste 12 senge på Regionshospitalet Grenaa lukker den 1. august, og de sidste patienter udskrives inden weekenden.

Hospitalet omlægges nu til sundhedshus med en række ambulante behandlingstilbud. Akutklinikken for mindre skader fastholdes, og en døgnbemandet lægebil udgår stadig fra stedet.

Omlægningen fra hospital til sundhedshus med akutklinik sker som led i en regional omstillings- og spareplan, som Regionsrådet vedtog tidligere på året. 

I forlængelse af lukningen af sengene flytter hospitalets friklinik den 15. august til hospitalet i Silkeborg, og den 1. oktober flytter de dagkirurgiske operationer og den tilhørende ambulante behandling og kontrol til Regionshospitalet Randers.

Udover akutklinikken huser sundhedshuset en række ambulatorier åbent dagligt eller ugentligt på faste hverdage:

  • Blodprøvetagning
  • Blodbank og donortapning
  • Mindre røntgenundersøgelser
  • Fysioterapi
  • Ergoterapi
  • Medicinsk ambulatorium
  • Diætist
  • Gynækologisk ambulatorium
  • Jordemoderkonsultation
  • Høreklinik

Akutklinikken er åben alle dage kl. 8 til 22 og er bemandet med behandlersygeplejerske og har lægefaglig back-up. Akutklinikken kan behandle skader af lettere karakter herunder mindre flænger og sår, mindre brandsår samt vurdering og evt. færdigbehandling af forstuvninger og mindre komplicerede brud på f.eks. ben og arme.

Borgere skal fortsat først kontakte visitationen på tlf. 8731 5050 inden evt. besøg i akutklinikken.

Yderligere information

  • Mariane Jensen, chefsygeplejerske, tlf. 7842 0105 / 4071 6438
  • Lone Winther Jensen, cheflæge, til. 7842 0105 / 4027 8297
  • Egon Jensen, koordinerende overlæge, tlf. 7842 0109 / 6116 6607

Fakta
Regionshospitalet Grenaa i årstal.

1861
Det første sygehus i Grenaa bliver taget i brug – dog kun med to senge og ledet af en skomagermester og hans kone.

1898
Første egentlige hospital i Grenaa tages i brug.

1922
Det nuværende hospital opføres og ledes af overlæge Axel Klindt.

1950’erne og 1960’erne
Hospitalet får afdelinger for medicin, kirurgi, røntgen og anæstesi.

2003
Grenaa Centralsygehus og Randers Centralsygehus fusionerer.

2007
Med dannelsen af regionerne får hospitalet i Grenaa navnet Regionshospitalet Grenaa.