09-08-2011



For fjerde år i træk vil Region Midtjylland give et ekstra skulderklap til en landsby, der kan vise sammenhold og udvikling. Hvis du kender et landsbysamfund, der bør modtage regionens Landsbypris 2012 samt 150.000 kroner, så tøv ikke med at kontakte din lokale aktionsgruppe, LAG.

Der er sikkert mange forklaringer på, hvorfor nogle landsbyer trives, mens andre sygner hen. Hvorfor nogle kan udvikle sig, tiltrække nye familier og skabe arbejdspladser, mens andre står tilbage med nedlagte butikker, tomme huse og uplejede haver som et minde om det landsbyliv, der engang fandtes.
Det er disse forklaringer, som Region Midtjylland gerne vil synliggøre – blandt andet ved at fremhæve de landsbyer, der klarer sig godt og derfor kan være til inspiration for andre.
Derfor indkalder Regionsrådet for Region Midtjylland nu for fjerde år i træk forslag til, hvem der skal modtage regionens landsbypris 2012 – samt de 150.000 kroner, som følger med æren.
Tidligere har Idom-Råsted i Holstebro Kommune, Spjald i Ringkøbing-Skjern Kommune samt Endelave By i Horsens Kommune modtaget prisen.
Det var især den store samarbejdsvilje og fælles fodslag mellem beboerne i Idom og Råsted, der i 2009 bragte prisen til Idom-Råsted. I Spjald tiltrak byens evne til at tiltrække nye virksomheder sig særlig opmærksomhed i 2010, mens Endelave By i år skilte sig ud ved at have vendt befolkningsnedgang til stigning de seneste ti år.

Kriterierne
Når der nu skal udpeges endnu en modtager til landsbyprisen 2012, vil der blive lagt vægt på følgende kriterier:
• Indbyggertallet stiger, eller nedgangen er stoppet.
• Der er gennemførte og igangsat markante projekter og initiativer, der viser nye veje til fornyelse og udvikling.
• Sanering, fornyelse og forbedring af det fysiske miljø.
• Et stærkt engagement og samarbejde mellem borgerne, foreningslivet, erhvervslivet, kommunen og andre aktører.
• Stor frivillig indsats og bidrag med lokale private penge.
• Landsbyen eller gruppen af landsbyer har trodset særligt vanskelige vilkår.

Lokale Aktions Grupper
Det er de Lokale Aktions Grupper (LAG-erne) i Region Midtjylland og de kommuner, der ikke selv har en LAG, som skal indstille kandidaterne, så hvis du bor i eller kender en landsby, der er værdig til prisen, kan du kontakte din nærmeste LAG med et forslag. Byen må højst have 2.000 indbyggere.
Indstillingerne skal være regionen i hænde senest mandag, den 24. oktober 2011.

De dømmer
Til at bistå Regionsrådet med vurdering af forslagene til modtager af landsbyprisen 2012 er der nedsat et ekspertudvalg, der består af:
• Annette Aagaard Thuesen, PhD, Syddansk Universitet.
• Helle Nørgaard, seniorforsker, Statens Byggeforskningsinstitut.
• Karsten Jensen, erhvervskonsulent og LAG koordinator, Tønder Kommune.
• Otto Lægaard, udviklingsmedarbejder, Thisted Kommune.
• Erik Sejersen, afdelingschef, Region Midtjylland (formand).

Beslutning om tildeling af landsbyprisen forventes truffet i januar 2012 af Regionsrådet efter behandling i rådets Rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling. Prisen overrækkes i foråret 2012.

Billedtekst: Region Midtjyllands landsbypris er nu blevet uddelt tre gange til midtjyske landsbysamfund i udvikling. Fotoet er fra prisuddelingen i Endelave By 2. maj i år. Fotoet er til fri brug. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.

Se liste over de lokale aktionsgrupper og deres kontaktpersoner


Flere oplysninger:

Gert Schou, medlem af Regionsrådet
og formand for det rådgivende udvalg
for Regional Udvikling
Mobil: 2011 2923
gertschou@rr.rm.dk

Erik Sejersen, afdelingschef
Landdistrikter og oplevelsesøkonomi,
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1700
Mobil: 2068 5588

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne