Vækstforum sætter Flextronics-lukning på dagsordenen
11-08-2011
Når Vækstforum i Region Midtjylland mødes 7. september, står situationen for beskæftigelsen i Skive-området højt på dagsordenen. Det sker efter meldingen om, at elektronikvirksomheden Flextronics lukker og efterlader flere hundrede arbejdsløse.
- Vækstforum har allerede en lang række redskaber, der kan bidrage til at skabe nye muligheder for medarbejdere og virksomheder – også i Skive. Men det er vigtigt, at alle aktører nu arbejder sammen om at skabe en hurtig og synlig indsats, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S), der er formand for Vækstforum.
Han har derfor taget initiativ til at sætte situationen i Skive på dagsordenen, når Vækstforum mødes 7. september. Her vil Vækstforum bl.a. diskutere hjælp til iværksættere og efteruddannelse.
På uddannelsesområdet kan Vækstforum gå ind og hjælpe i situationer som den, der er opstået i Skive. Vækstforum har bl.a. taget initiativ til aktiviteter, der styrker efter- og videreuddannelsen for kortuddannede.
Erfaringer fra andre områder, hvor større virksomheder lukker, viser, at medarbejderne herfra bruger deres viden og erfaring til at etablere nye iværksættervirksomheder.
I Skive Kommune er nye virksomheder kendetegnet ved en høj overlevelsesrate og ved, at forholdsvis mange hurtigt ansætter medarbejdere. Men der er behov for en indsats for, at flere starter egen virksomhed. Vækstforum har igangsat et omfattende iværksætterprogram, og i den konkrete situation kan der gøres en særlig opsøgende indsats over for potentielle iværksættere i Skive Kommune.
Der er allerede nu etableret kontakt til Beskæftigelsesregion Midtjylland, som sammen med Skive Kommunes jobcenter tager fat på at hjælpe de medarbejdere, som bliver ramt af ledighed.
Dagsorden til Vækstforums næste møde kan fra 1. september ses på www.rm.dk – se fanebladet ’Vækstforum’.
Flere oplysninger
• Regionsrådsformand Bent Hansen (S) 7841 0010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk
• Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på www.rm.dk/politik/politikerne
• Pressevagten i Region Midtjylland – hverdage kl. 8 - 17: 7841 0666