Mere kvalitet i neurologiens nye organisering
Regionsrådet i Region Midtjylland vedtog onsdag at omlægge tilbuddet til neurologiske patienter. Neurologiens nye organisering skal på en og samme tid øge kvaliteten og spare penge
Regionsrådet i Region Midtjylland vedtog onsdag at omlægge tilbuddet til neurologiske patienter. Neurologiens nye organisering skal på en og samme tid øge kvaliteten og spare penge.
Fra den 1. maj næste år kører ambulancen patienter med mistanke om akut blodprop i hjernen direkte til enten Aarhus universitetshospital eller Regionshospitalet Holstebro.
For patienterne betyder det, at de uden ophold bliver bragt til specialister, der kan give akut blodfortyndende behandling: trombolyse.
Efter omlægningen vil der stadig være tre fagligt bæredygtige neurologiske afdelinger i Region Midtjylland placeret i hhv. Aarhus, Holstebro og Viborg. Men efter 1. maj bliver patienter med mistanke om akut blodprop altså ikke længere først indlagt i Randers, Viborg eller Horsens - før ambulancen evt. senere kører dem videre til et hospital med trombolysebehandling.
Følger det bedste eksempel
Det der i statistikkerne kaldes ”30-dages dødeligheden for patienter med apopleksi”, er ca. 30 % lavere for patienter, der bliver behandlet på et hospital i Region Midtjylland set i forhold til gennemsnit for landets øvrige hospitaler. Og for Aarhus Universitetshospital er dødeligheden næsten 50 % lavere, og her er der tilmed opnået store effektiviseringsgevinster, der har medført en betydelig reduktion i sengeforbruget.
- Alle hospitaler i regionen gør det godt i dag. Men når vi ligefrem ved, hvordan vi kan forbedre chancen for at overleve en blodprop, så er vi altså forpligtet af patienterne til at få delt den viden hurtigt og effektivt, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
Bedste kvalitet og sundere økonomi
Regionsrådet vedtog i foråret 2011 en spare- og omstillingsplan for Region Midtjylland. Af planen fremgår det, at det neurologiske speciale skal spare ca. 10 mio. kr. i 2012 – og 20 mio. kr. i hvert af de følgende budgetår.
På baggrund af sparekravet, kvalitetsundersøgelser, hospitalernes egne erfaringer, retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen og anbefalinger fra det neurologiske specialeråd har regionsrådet besluttet en ny fordeling af neurologien i Midtjylland:
- Er der mistanke om akut blodprop (apopleksi) skal patienterne straks transporteres til enten Regionshospitalet Holstebro eller Aarhus Universitetshospital. De to hospitaler kan give blodpropopløsende trombolysebehandling.
- Der skal være neurologiske dag/TCI-klinikker i Holstebro og Aarhus. Patienter med mistanke om apopleksi kan blive undersøgt og behandlet ambulant på klinikkerne. Ved neurologisk afdeling i Viborg skal der være en TCI-klinik, der kan behandle patienter med advarselssymptomer på kommende apopleksier og forbigående apopleksier (TCI’er).
- Der bliver tilrettelagt et accelereret udrednings- og behandlingsforløb for neurologiske patienter. Patienterne skal genoptrænes hjemme eller på et hospital i nærheden af deres hjem.
- Ved alle hospitalsenheder – også hospitalerne i Randers og Horsens - skal der oprettes særlige udgående apopleksiteams, som via intensiv genoptræning i patientens eget hjem, kan forkorte hospitalsopholdet.
- I overgangen til den nye organisering vil der være tydeligt fokus på sammenhængen i patientforløbet. Det er målet, at patienterne skal opleve fornuftige koblinger mellem kommunale og regionale funktioner.
Tre fagligt bæredygtige afdelinger
For regionsrådet er det væsentligt, at der fastholdes tre fagligt bæredygtige afdelinger på det neurologiske område.
Hvor afdelingerne i Aarhus og Holstebro altså får den akutte opgave inden for neurologi, skal Regionshospitalet Viborg fokusere på klassisk neurologi fx avanceret smertebehandling.
Regionsrådet får til januar et oplæg til beslutning om, hvilke områder enheden for klassisk neurologi mere præcist skal varetage.
Samtidig får regionsrådet en plan for, hvordan sengereduktionerne skal finde sted.
Længere transport
Beslutningen betyder, at patienter med mistanke om akut apopleksi, der i dag bliver modtaget i Randers, Horsens og Viborg fremover enten skal til Holstebro eller Aarhus. Skønsmæssigt drejer det sig om samlet ca. 1250 patienter fra Horsens og Randers og ca. 750 patienter fra Viborg-området.
- Men her er det nødvendigt: vi samler akut-neurologi to steder, så personalet får maksimal erfaring og patienterne får landets bedste behandling. Førsteklasses akut hjælp kan koste nogle ulemper. Det er vi klar over, siger Bent Hansen.
Fakta
- Link til regionsrådets dagsorden onsdag den 26. oktober 2011
- Link til landsdækkende kvalitetsundersøgelse (NIP) vedr. akut apopleksi
Flere oplysninger
- Regionsrådsformand Bent Hansen (S) 7841 0010 / 4031 3707 bent.hansen@rr.rm.dk
- Direktør Ole Thomsen, tlf. 7841 0040 Ole.thomsen@stab.rm.dk
- Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.
- Pressevagten i Region Midtjylland – hverdage kl. 8 - 17:
tlf. 7841 0666