Personalet på Øre- Næse- Halsafdelingen er i fuld gang med at indtaste oplysninger i MidtEPJ, efter at 5-årige Jonas er blevet undersøgt / Foto: Søren Braad Andersen
Som det første universitetshospital i Danmark er Aarhus Universitetshospital nu for alvor ved at tage den fælles elektroniske patientjournal MidtEPJ i brug.
Mandag morgen tog Aarhus Universitetshospital et stort skridt nærmere hen imod den papirløse patientjournal. Det skete, da en stor del af hospitalet gik i gang med at bruge den fælles regionale elektroniske patientjournal MidtEPJ.
- Vi er det første universitetshospital i Danmark, der tager MidtEPJ i brug. Og det kommer til at kræve meget af os, fordi vi er et højt specialiseret hospital med mange fagligt specialiserede behandlinger, siger Gert Sørensen, der er hospitalsdirektør på Aarhus Universitetshospital.
I maj måned begyndte afdelingen for hud- og kønssygdomme som den første at afprøve den elektroniske patientjournal. I dag er mere end ti afdelinger og enheder kommet med – i alt over 1.500 slutbrugere. Og henover efteråret og vinteren tager resten af afdelingerne systemet i brug, så hele Aarhus Universitetshospital er overgået til MidtEPJ senest 1. april 2012.
- Vi regner med, at implementeringen af MidtEPJ giver os vigtige erfaringer og viden, som vi kan dele med andre hospitaler i Danmark.
Data samlet på ét sted
Den store fordel ved MidtEPJ er, at alle data om en patient kan samles på ét sted. Så læger, sygeplejersker, lægesekretærer, fysioterapeuter og andre sundhedsprofessionelle kan bruge den samme journal – på samme tid.
Den særlige udfordring for Aarhus Universitetshospital er, at man udfører mange specialiserede behandlinger, som kun laves få steder i landet.
- Derfor er det nødvendigt løbende at udvikle den elektroniske patientjournal, så den kan bruges til de behandlinger, der foregår på Aarhus Universitetshospital.
- Og som noget nyt tager vi nu et særligt modul i brug, der kan bruges til at håndtere afregningen af de mange patienter, som vi modtager fra andre regioner.
Styrker forskningen
Udover at hjælpe patienter og personale kan den elektroniske patientjournal også på længere sigt bruges til forskning. For den store mængde data, som tastes ind i systemet, kan senere trækkes ud og bruges til forskningsprojekter.
Flere oplysninger:
Gert Sørensen, hospitalsdirektør, Aarhus Universitetshospital: 22 86 32 66