Stor besparelse på aftale om rygoperationer
4-5 millioner kroner om året. Så meget sparer Region Midtjylland ved en aftale med to privathospitaler om 400 rygoperationer om året.
4-5 millioner kroner om året. Så meget sparer Region Midtjylland ved en aftale med to privathospitaler om 400 rygoperationer om året.
Aftalen er led i en bevidst strategi om at samarbejde med private udbydere for at sikre, at regionen får mest for skattekronerne.
- Hver måned henviser vi 50-60 patienter med ondt i ryggen og nakken til undersøgelse eller behandling på privathospitalerne. Derfor giver det god mening med en aftale, netop på dette område, siger formand for hospitalsudvalget i Region Midtjylland, Carl Johan Rasmussen (S).
Uden en aftale ville regionen skulle betale en ”liste-stykpris”, som tilsammen ville være de 4-5 mio. kroner mere end den pris, regionen nu har fået hjem gennem en aftale.
Kortere ventetid og samme kvalitet
Samtidig sikrer aftalen patienterne en kortere ventetid, fordi den på sin vis udvider regionens behandlingskapacitet.
- Vores ambition er, at vi fremover vil kunne give alle ortopædkirurgiske patienter en tid inden for en måned. Enten på et af vores egne hospitaler, eller på et af de private samarbejdssygehuse, siger Carl Johan Rasmussen.
Man kunne frygte, at den lavere pris, ville ske på bekostning af kvaliteten. Men det er ikke tilfældet, forsikrer direktør i Region Midtjylland, Ole Thomsen.
- De valgte privathospitaler har specialister til at varetage opgaven, og de skal leve op til de samme kvalitetskrav som de offentlige sygehuse, siger han.
Fakta
• Aftalerne er indgået efter en udbudsrunde, og forventes årligt at omfatte 300 – 400 operationer. Hertil kommer et noget større antal undersøgelser og kontrolbesøg, da ikke alle patienter er forundersøgt.
• Afhængig af forbruget på aftalerne forventer Region Midtjylland at ville spare 4–5 millioner kroner om året.
• Foruden prisen har Region Midtjylland lagt stor vægt på kvaliteten. Alle de valgte privathospitaler har specialister til at varetage opgaven, og de skal leve op til de samme kvalitetskrav som de offentlige sygehuse
• Aftalerne trådte i kraft den 1. oktober 2011 og erstatter hidtidige aftaler på området fra 2010. Aftalerne løber frem til den 1. oktober 2012, men med mulighed for forlængelse.
• I alt bød 5 hospitaler ind på opgaven. Heraf har Region Midtjylland indgået aftale med følgende:
• Rygoperationer i nakken: OPA Ortopædisk Privathospital Aarhus
• Rygoperationer i lænden: PrivatHospitalet Skørping
Flere oplysninger
Formand for Region Midtjyllands rådgivende udvalg vedrørende hospitaler Carl Johan Rasmussen (S): 8691 4657 / 2068 1836 / carljohan.rasmussen@rr.rm.dk
Direktør i Region Midtjylland, Ole Thomsen: 7841 0040 / 2146 9807/ ole.thomsen@stab.rm.dk
Fuldmægtig Peter Ravn Riis 7841 2023 / petrii@rm.dk
Pressevagten i Region Midtjylland – hverdage kl. 8 - 17: 7841 0666
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer.