
De ansatte ved Region Midtjylland har gode muligheder for at dyrke fitness og motion med rabat i et af de mange fitness-centre i regionen. Siden nytår har Koncern HR lavet aftaler med de fleste fitnesskæder og enkelte selvstændige centre i regionen.

I Aarhus er der aftaler med ti forskellige centre hos fem udbydere, og tager man omegnen med, er der 20 forskellige tilbud. Rabataftalerne gælder typisk både indmeldelse og det månedlige kontingent.
– Medlemskabet er privat, understreger Ole Amby. Region Midtjylland formidler blot aftalen, men er ikke part i medlemsforholdet. Regionen har alene aftaler med selskaberne om, at de tilbyder firmarabat til ansatte ved Region Midtjylland.

Der er netop lavet aftaler med to kæder – ”LOOP” og ”Sport og Fitness”. Det betyder rabatmuligheder i yderligere 15 centre. Flere ligger i byer, hvor der ikke i forvejen var aftaler: Bjerringbro, Brædstrup, Holme/Tranbjerg, Kjellerup, Overlund og Skanderborg.
Det er endnu ikke lykkedes at få aftaler i de vestligste byer - for eksempel Lemvig, Ringkøbing og Skjern, men det arbejdes der på. Skive er også først med fra det nye år, når LOOP åbner et center her.

Du kan se alle tilbuddene på Koncern HR’s hjemmeside.
Lokale tilbud til konkurrencedygtige priser Foruden de mange privat fitness og motionsmuligheder med rabat skal også nævnes de mange gode faciliteter, der lokalt er på flere af Region Midtjyllands arbejdspladser. Fælles for disse tilbud er samtidig, at prisen for at benytte dem er meget konkurrencedygtig i forhold til de private kæder. |