24-11-2011

Det er vigtigt hele tiden at optimere rammevilkårene for udvikling og vækst i hele den midtjyske region. I den forbindelse er en velfungerende infrastruktur måske den vigtigste parameter. I dag opleves der trængsel på mange vejstrækninger, tilgængeligheden er stærkt begrænset i nogle områder og sammenhængen til resten af Danmark bør være langt bedre.

Region Midtjylland og de 19 kommuner ønsker at være en aktiv medspiller i infrastrukturdrøftelserne på såvel kort som lang sigt. Derfor har man i dag sendt et brev til transportminister Henrik Dam Kristensen og anmodet om et møde, hvor man vil præsentere den midtjyske regions ønsker til infrastrukturen. I det vedlagte notat til ministeren tages der udgangspunkt i de projekter, der allerede er skabt enighed om suppleret med en tilkendegivelse af, at regionen og kommunerne også ønsker at spille en aktiv rolle i planlægningen af den fremtidige infrastruktur på lang sigt. Det gælder både vej-, jernbane-, havne- og lufthavnstrafikken, men også nytænkning inden for den kollektive trafik.

Regionen og kommunerne er enige om fem anbefalinger til statslige investeringer i infrastrukturen:

• Fast forbindelse over Kattegat til hurtigtog og biler
• Højklasset vej/motorvej mellem Viborg og Aarhus
• Udvidelse af motorvej E45 fra Randers til Kolding
• Motorvej mellem Herning og Holstebro Nord
• Letbane i Aarhus-området med muligheder for senere udbygning

Foruden disse hovedanbefalinger ønsker kommunerne og regionen en generel udvikling og opgradering af hovedvejene i regionen samt forbedring af adgangsvejene til havne og lufthavne.

”For en region som den midtjyske er det vigtigt at sikre en høj mobilitet, der betyder, at folk kan komme på arbejde uden al for megen spildtid. Det kræver en udbygning af vore hovedfærdselsårer. Den nye letbane i Aarhus-området vil give et attraktivt transporttilbud for de mange pendlere i området. Men det er vigtigt at fokusere på hele regionen. Der er ingen tvivl om, at en udbygget infrastruktur er en vigtig faktor for, at der kan ske udvikling og vækst”, understreger regionsrådsformand Bent Hansen.

Formanden for KKR Midtjylland Anders G. Christensen peger på vigtigheden af, at der snarest træffes beslutning om at etablere en fast Kattegatforbindelse: ”En fast Kattegatforbindelse vil være med til at binde Danmark sammen, og det vil give en række positive effekter for hele samfundsudviklingen, hvor landet reelt kommer til at fungere som én metropol. Det er vigtigt, at timemodellen for jernbanen også kommer til at gælde mellem landets to største byer, Aarhus og København, og det kan kun ske med en fast Kattegatforbindelse. Men også udbygning af vejene i den midtjyske region må have høj prioritet. Allerede nu er der alvorlige trængselsproblemer, og en løsning er påtrængende. Det gælder især for den østjyske motorvej og for vejen mellem Aarhus og Viborg. For udviklings- og vækstmulighederne i Nordvestjylland er en forlængelse af motorvejen mellem Herning og Holstebro afgørende”.

Regionen og kommunerne i Midtjylland understreger endvidere vigtigheden af, at der snarest igangsættes undersøgelser, som kan medvirke til gode og fremtidssikrede løsninger for den samlede trafikafvikling i det midtjyske område.

Region Midtjylland og de 19 kommuner vil over for ministeren lægge op til en dialog og et tæt samarbejde om de midtjyske infrastrukturprojekter.

Se brev til transportministeren
Se notat om de fælles anbefalinger: Infrastruktur i udvikling

Yderligere oplysninger:
Bent Hansen, formand for Regionsrådet
i Region Midtjylland
Mobil: 4031 3707

Anders G. Christensen
Formand for KKR Midtjylland
Mobil: 2022 9806