04-11-2011
Når Region Midtjylland 14.-17. november deltager i World Creativity Forum, er det for at åbne døre til nogle af verdens mest kreative regioner. Deltagelsen er en del af regionens satsning på de kreative erhverv. Regionsrådsformand Bent Hansen glæder sig over, at den nye regering har fokus på det kreative vækstpotentiale.
Region Midtjylland har masser af internationalt potentiale, eksempelvis når det gælder arkitektur, design, mode, livsstil, musik og animation.
Dette potentiale skal understøttes i de kommende år ved at koble de kreative erhverv sammen med hinanden eller sammen med traditionelle erhvervsvirksomheder, uddannelsesinstitutioner, kulturliv, kommuner og region.
”Sådanne partnerskaber vil kunne gøre hele regionen mere konkurrencedygtig og skabe grundlag for fremtidig vækst”, siger Niels Milling, underdirektør i Dansk Erhverv og formand for Vækstforum Midtjyllands arbejdsgruppe, der lige nu udvikler regionens fremtidige satsning på kreative erhverv.
Internationalt fokus
”I forvejen ser de kreative virksomheder sig selv i en international kontekst, og derfor skal vi naturligvis også se en fremtidig satsning i et globalt perspektiv. Det gør vi blandt andet ved at deltage aktivt på World Creativity Forum”, siger han.
World Creativity Forum foregår i Hasselt i Belgien og arrangeres af Districts of Creativity, et verdensomspændende netværk, som ud over Region Midtjylland består af 13 regioner, deriblandt Milano, Rio de Janeiro, Shanghai og Oklahoma.
I Hasselt deltager regionsrådspolitikerne Conny Jensen og Ulla Diderichsen, en række midtjyske erhvervsledere samt repræsentanter for uddannelsessektoren og regionens udviklingsmiljøer.
Region Midtjyllands internationale ambitioner afspejler sig også i det væsentlige engagement i arbejdet med at gøre Århus til Europæisk Kulturhovedstad i 2017, hvor der er et betydeligt regionalt fokus på de kreative erhverv.
National medvind
Regionens satsning på de kreative erhverv får nu støtte på nationalt plan. I de seneste dage har den nye erhvervs- og vækstminister Ole Sohn tilkendegivet, at regeringen vil tage initiativ til, at Danmark får udnyttet potentialerne i de kreative erhverv – specielt i forhold til eksportmulighederne.
”Det glæder vi os over, for vi har gennem flere år haft de kreative erhverv på dagsordenen. Nu ser vi frem til et partnerskab med regeringen, hvor vi i fællesskab kan sikre udnyttelsen af det kreative vækstpotentiale i hele Danmark”, siger regionsrådsformand Bent Hansen, der også er formand for Vækstforum Midtjylland.
”Når det gælder de kreative erhverv, er Region Midtjylland især karakteriseret ved en underskov af små virksomheder, der både kan vækste i sig selv men også være med til at skabe vækst i de traditionelle erhverv. Samtidig har vi et blomstrende kulturliv og et stærkt uddannelsesmiljø, der har fokus på iværksætteri og kommercialisering. Det er vigtigt”, siger Bent Hansen med henvisning til eksempelvis TEKO i Herning og Aarhus Universitet.
Flere oplysninger
Bent Hansen, formand for
Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 7841 0010
Mobil: 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk
Niels Milling, underdirektør
Dansk Erhverv
Telefon:3374 6302
Mobil: 2011 2240
nmi@danskerhverv.dk
Anders Hermansen, udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1708
Mobil: 2014 1292
anders.hermansen@ru.rm.dk
Morten Falbe-Hansen, udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1311
Mobil: 2165 0247
morten.falbe-hansen@ru.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne