Fastansættelse af ledende overlæge på Regionshospitalet Hammel Neurocenter
Med ansættelsen som ledende overlæge på Regionshospitalet Hammel Neurocenter kan 46-årige Merete Stubkjær Christensen fortsætte i den stilling, som hun det seneste år har været konstitueret i.
Merete Stubkjær Christensen blev konstitueret som ledende overlæge på Regionshospitalet Hammel Neurocenter den 1. oktober 2010, og blev dermed en del af centerledelsen for det højtspecialiserede hospital inden for neurorehabilitering.
- Hammel Neurocenter er et hus med pionerånd, udviklingsminded ledelse og højt fagligt fokus. Jeg oplever, at vi i centerledelsen fungerer som et godt tværfagligt team med fælles afsæt i kerneområdet, nemlig den bedste behandling af de mennesker, der indlægges på neurocenteret. Og jeg er rigtigt glad for at kunne fortsætte det arbejde, som jeg det seneste år har påbegyndt, fortæller Merete Stubkjær Christensen.
I 1994 blev hun uddannet læge fra Aarhus Universitet og har siden videreuddannet sig som speciallæge i almen medicin. Før konstitueringen i Hammel boede hun i Norge i fire år, hvor hun havde praksis og sideløbende var ansat på Oslo Universitet som forskningsleder i forbindelse med etablering af en lokal forskningssatellit.
Merete Stubkjær Christensen har udover specialiseringen i almen medicin baggrund i infektionsmedicin, klinisk mikrobiologi og pædiatri ved Aarhus Universitetshospital, Skejby. I 2004 forsvarede hun sin Ph.d. om infektioner hos børn i behandling for maligne lidelser.
Merete Stubkjær Christensen bor i Ry med sin mand og deres fem børn.
For yderligere oplysninger
- Cheflæge Christian Møller-Nielsen, Hospitalsenhed Midt, tlf. 7844 4103
- Ledende overlæge Merete Stubkjær Christensen, Regionshospitalet Hammel Neurocenter, tlf. 3054 2369
Hent foto af Merete Stubkjær Christensen i høj opløsning her
(Foto: Hospitalsenhed Midt)