Sikkerheden ved fødsler og i barselsperioden er i højsædet i den fødeplan, Region Midtjylland netop har sendt i høring. Men samtidig lægger fødeplanen op til at afsøge nye veje i indsatsen for gravide, fødende og de nybagte familier.




Det vigtigste er, at vi får sunde og raske børn. Sikkerheden ved fødsler og i barselsperioden er i højsædet i den fødeplan, Region Midtjylland netop har sendt i høring. Men samtidig lægger fødeplanen op til at afsøge nye veje i indsatsen for gravide, fødende og de nybagte familier.

Svangerskabsforgiftning er en potentielt livstruende tilstand for gravide kvinder. Derfor er det mest almindelige også, at kvinder med svangerskabsforgiftning bliver indlagt, så hospitalet kan holde øje med dem, og om nødvendigt sætte fødslen i gang før tid.

Men den tradition er Århus Universitetshospital nu ved at gøre op med. I et innovationsprojekt får de kvinder, hvor omstændighederne er til det, tilbud om at blive hjemme og i stedet blive overvåget via nettet. Projektet har nu kørt et år, og alt tyder på, at resultaterne er positive.

- Projektet i Aarhus er et eksempel på den innovation vi satser hårdt på med den nye fødeplan. Vi skal holde fast i det, vi er gode til. Men vi skal også turde gå nye veje, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Han tilføjer, at han er helt tryg ved, at udgangspunktet for udviklingen er det bedst tænkelige. Således er to fødesteder i regionen netop blevet kåret som landets bedste af sundheds-avisen Dagens Medicin.

Høj og ensartet kvalitet
Fødeplanen beskriver rammerne for regionens indsats i forhold til gravide, fødende og barslende og den nye familie.

- Det har været vigtigt for os, at fødeplanen sikrer alle kvinder og nyfødte en ensartet kvalitet på alle regionens fødesteder, siger chef for Sundhedsplanlægning og formand for Region Midtjyllands fødeplan-udvalg, Christian Boel.

Som eksempel på, hvordan regionen sikrer en ensartet kvalitet peger han på, at regionen allerede har en stærk tradition for ens retningslinjer på fødeområdet. Det faglige samarbejde på tværs gør også, at alle fødesteder kan foretage hjerteskanninger, og over hele regionen træner personalet sjældne komplikationer i træningsteams.

Flere penge
Christian Boel fortæller desuden, at fødeplanen bliver fulgt op med flere penge til området. Således har regionsrådet afsat tre mio. kroner til et løft af fødselsforberedelse og opfølgende jordemoder-besøg hos de nybagte familier.
Præcis, hvordan de tre mio. kroner skal bruges afventer de endelige anbefalinger, som kommer fra Sundhedsstyrelsen i begyndelsen af det nye år.


Fakta
• Fødeplanen er i høring frem til den 27. februar 2012

• Den 25. april 2012 forventes regionsrådet at vedtage en endelig fødeplan

• Alle kan indsende høringssvar. Men planen er sendt ud til en række kendte interessenter.

• Høringssvar sendes pr. mail til: sunspl@regionmidtjylland.dk

På Region Midtjyllands hjemmeside kan du blandt andet finde fødeplanen og en liste over, hvem planen er sendt til, ligesom siden løbende vil blive opdateret med indkomne høringssvar.

• Det er fastlagt ved lov, at alle regioner skal udarbejde en fødeplan


Flere oplysninger
• Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Bent Hansen (S),
7841 0010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk

• Afdelingschef i Sundhedsplanlægning, Christian Boel, 7841 2000 / 2374 9162 / christian.boel@stab.rm.dk

• Chefjordemoder Aarhus Universitetshospital, Joan Lindholdt Dürr, 7845 3600 / 2479 2453 / joandurr@rm.dk

• Region Midtjyllands pressevagt svarer alle hverdage fra kl. 8 til kl. 17 på tlf. 7841 0666