En højteknologisk hybrid mellem et undersøgelsesrum og en operationsstue er et nyt tilbud til hjertepatienterne på Aarhus Universitetshospital. Den nye hybridstue vil redde flere af de alvorligt syge patienter.




En højteknologisk hybrid mellem et undersøgelsesrum og en operationsstue er et nyt tilbud til hjertepatienterne på Aarhus Universitetshospital. Den nye hybridstue vil redde flere af de alvorligt syge patienter.


En røntgenbue, et avanceret operationsleje, en el-kniv og en respirator. Det er bare noget af det tekniske isenkram på den nye hybridstue på Aarhus Universitetshospital, som netop er blevet taget i brug.

På den nye stue er det f.eks. muligt både at lave en radiologisk gennemlysning af hjertepatienter med en røntgenbue. Og efterfølgende køre røntgenbuen væk, så patienten kan opereres.

- Den nye hybridstue betyder, at vi kan give patienterne en hurtigere og mere skånsom behandling, fordi vi kan udføre flere producerer på én gang. Og samtidig kan vi strække os længere over for de meget syge patienter, siger Lars Folkersen, overlæge på Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling.

Den første patient på hybridstuen blev opereret for et par uger siden. Det var en 75-årig kvinde, som fik indopereret en kunstig hjerteklap med en skånsom procedure, hvor hjerteklappen blev ført ind gennem spidsen af hjertet.
Kvinden er allerede tilbage i sit eget hjem og godt i gang med at komme tilbage til en normal hverdag.

Den nye hybridstue er et samarbejde mellem fire afdelinger på Aarhus Universitetshospital: Hjerte-Lunge-Kar-Kirurgisk Afdeling, Hjertemedicinsk Afdeling, Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling og Billeddiagnostisk Afdeling.

- Vi har fået Danmarks bedste hybridstue, og formentlig er den i top 3 i Europa. Den giver os en unik mulighed for at arbejde sammen på tværs af faggrænser med patienten på lejet i centrum, siger Lars Folkersen, overlæge på Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling.

Yderligere oplysninger
  • Overlæge Lars Folkersen, Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling I, Aarhus Universitetshospital, tlf. 3062 0422