Regionsrådet sagde i dag ja til at hospitalerne i Region Midtjylland får universitetsklinikker og bliver teaching hospitals, når Aarhus Universitet overtager ansvar for forskning og opprioriterer hospitalsundervisning af lægestuderende.




Regionsrådet sagde i dag ja til at hospitalerne i Region Midtjylland får universitetsklinikker og bliver teaching hospitals, når Aarhus Universitet overtager ansvar for forskning og opprioriterer hospitalsundervisning af lægestuderende
.

Universitetsklinikker og teaching hospitals er to nye betegnelser, der kommer i spil, når Aarhus Universitet fra det nye år overtager ansvaret for forskning og uddannelse af læger på regionshospitalerne i hele Region Midtjylland. Regionsrådet bakkede i dag op bag samarbejdsaftalen.

Regionsrådsformand Bent Hansen (S) mener aftalen er godt nyt for patienterne, fordi den i endnu højere grad sender universitetets højt specialiserede viden i arbejde på regionshospitaler og i lokale sundhedstilbud.

 
Bent Hansen (S)

- Det er rigtig godt, at universitetets store sundhedsfaglige viden kommer ud til patienter i alle egne af Region Midtjylland – både på hospitalerne og hos de lokale sundhedstilbud. Men aftalen er også vigtig, fordi et tættere samarbejde med universitetet får sundhedsområdet til at hænge sammen og ganske enkelt gør det mere attraktivt for nye læger at søge arbejde på hospitaler udenfor Østjylland, siger Bent Hansen.

Forskning til gavn for borgerne
Aarhus Universitet har allerede ansvaret for forskningen på Aarhus Universitetshospital. Med aftalen får universitetet nu også ansvaret på hospitalerne, i regionspsykiatrien og i præhospitalet.

 
 Allan Flyvbjerg


Dekan Allan Flyvbjerg, Aarhus Universitet, peger på, at der allerede er en lang tradition for, at forskning, uddannelse og patientbehandling hører sammen.

- Med samarbejdet markerer vi helt konkret, at forskning skal være til gavn for det omgivende samfund, siger Allan Flyvbjerg.

Mere hospitalsorienteret lægeuddannelse
Med samarbejdsaftalen bliver forskningstunge afdelinger på regionens hospitaler udnævnt til såkaldte universitetsklinikker, og hospitalerne vil også kunne kalde sig for teaching hospitals, fordi de fremover medvirker til at uddanne læger, på hospitalsstuer og operationsgange i hele Region Midtjylland.

Fakta

  • Samarbejdet mellem regionshospitalerne, inkl. Regionspsykiatrien og Præhospitalet i Region Midtjylland og Aarhus Universitet bliver intensiveret, så samarbejdet fremover inkluderer alle hospitaler, regionspsykiatrien og Præhospitalet i Region Midtjylland.
  • På samme måde inkluderes folkesundhedsområdet i Region Midtjylland i de overordnede aftaler med Aarhus Universitet, så aftalerne fremover inkluderer både regionens primære og sekundære sundhedssektor.
  • Forskningsledelsesansvaret ved regionshospitalerne, regionspsykiatrien og Præhospitalet ligger fremover hos Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, ligesom det i dag gælder for Aarhus Universitetshospital.

Bilag

Flere oplysninger