Turister skal forkæles i Midtjylland
12-12-2011
Vækstforum besluttede mandag at støtte fem initiativer, der skal sætte skub i turismen og sikre langt større omsætning i erhvervet. Det drejer sig især om kystturisme og nye aktiviteter omkring Hærvejen, Limfjorden og Gudenåen.
Energivenlige feriehuse, ferieambassadører, lokale råvarer, luksusferietilbud, naturoplevelser, pakkeløsninger med overnatning, mad og oplevelser, særlige superkystlinier, vandreferier og flere aktiviteter og oplevelser for børn.
Det er blot nogle af ingredienserne i de fem turismeinitiativer, som Vækstforum Midtjylland mandag anbefalede Regionsrådet at støtte.
De fem initiativer udspringer af Vækstforums turismehandlings-plan, som i de kommende år skal booste det midtjyske turismeerhverv med halvanden milliard kroner i ekstra omsætning og 900 nye arbejdspladser.
Turismehandlings-planen består af tre hovedelementer, der skal satses på, nemlig kystturisme, mersalg og erhvervsturisme. To af de fem initiativer, som Vækstforum mandag tog stilling til, falder inden for emnet kystturisme, mens de øvrige tre handler om mersalg.
Der er i alt tale om initiativer for 200 mio. kroner, og de skal finansieres af EU-midler, statens midler til Grøn Vækst samt penge fra regionen og de involverede kommuner.
”Projekterne er et godt skridt på vejen, når det handler om at tiltrække udenlandske turister. Vi får skabt produkter af en højere kvalitet – og får dem gjort synlige internationalt”, siger Erik Sejersen, afdelingschef i Regional Udvikling, Region Midtjylland.
Initiativerne inden for kystturisme er:
1. Djursland - Vækst gennem oplevelser
2. Oplevelsesudvikling ved Ringkøbing Fjord
Initiativerne inden for mersalg er:
3. Hærvejen - en international destination for cykel- og
vandreturisme
4. Grøn Vækst Limfjorden
5. Grøn Vækst - Vækstprojekt Gudenåen
1.
På Djursland vil Destination Djursland i samarbejde med nabokommunerne øge konkurrenceevnen i turismen i de kommende tre år. Først og fremmest over for udenlandske turister.
Det skal blandt andet ske ved at udvikle et internationalt brandingkoncept, skabe flere naturrelaterede oplevelsesprodukter, produkter, som rummer et samspil mellem kyst, by og havn, og markedsføre Djursland i udvalgte dele af Tyskland, Norge, Sverige og
Benelux-landene.
Der er en betydelig privat medfinansiering i projektet.
Ambitionerne er 300.000 flere overnatninger.
2.
I Ringkøbing-Skjern vil man øge kystområdernes position på det globale marked, og det skal blandt andet ske gennem en branding af fremtidens superstrande, Energivenlige feriehuse, etablering af Ringkøbing Fjord Oplevelsesnet samt øget satsning på Bork Havn.
Her er ambitionen 50.000 flere dagsturister og 25.000 flere turister, der overnatter.
3.
I Hærvejsprojektet er ideen at tiltrække flere købestærke turister og på den måde øge døgnforbruget. Det skal blandt andet ske ved at professionalisere turisterhvervet og tilbyde særlige pakker til udvalgte målgrupper – eksempelvis dem over 45 år, som er interesserede i kulturhistorie og naturoplevelser, gerne vil være aktive og nyde god mad og er villige til at betale for det.
I markedsføringen skal der desuden satses på digital formidling og digital opfølgning på annoncer i magasiner, på hjemmesider og på blogs.
Desuden skal Hærvejen, der i Holland er kendt som Vikingevejen, markedsføres gennem events.
De forventede effekter er 100.000 flere dagsturister og 75.000 flere
overnattende turister.
4.
I Limfjordsområdet skal der satses på mersalg i et internationalt perspektiv. En væsentlig indsats i projektet handler om at udvikle og modne eksisterende produkter til et samlet oplevelsestilbud og gøre det tilgængeligt for det internationale marked.
Ambitionen er at tiltrække 50.000 flere dagsturister og lige så mange overnattende turister.
5.
Endelig indeholder projektet omkring Gudenåen en stribe aktiviteter, der både er rettet mod erhvervet selv og turisterne. Internt i erhvervet er det kvalitetsudvikling og erfaringsudveksling samt produktkendskabsture. Udadtil er det blandt andet udvikling af nye oplevelser med fokus på helhed, udvikling af vandreferier, særlige luksusferietilbud samt temabaserede tilbud som fx. technical visits.
Også her er der fokus på digital markedsføring.
Resultatet ventes at være 65.000 flere dagsturister og 95.000 overnattende.
Billedtekst:
De midtjyske turismeinitiativer skal sætte skub i erhvervet – blandt andet ved at tiltrække flere turister og få dem til at bruge flere penge og blive længere i området.
Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning ved at klikke på det.
Flere oplysninger
Erik Sejersen, afdelingschef
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1700
Mobil: 2068 5588
Erik.sejersen@ru.rm.dk
Limfjordsprojektet:
Alice Bank Danielsen
Turistchef, Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter
Telefon: 9614 4157
Mobil: 4043 4157
abd@skiveET.dk
Hærvejen:
Britta Leth
Turistchef, VisitViborg
Telefon: 8787 8890
brl@visitviborg.dk
Gudenåen:
Anne-Mette Knattrup
Turistchef, VisitRanders
Telefon.: 4698 5186
Mobil.: 2323 9228
amk@visitranders.com
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne