Uvildig advokatredegørelse ser gode muligheder for samarbejde mellem Region Midtjylland og private virksomheder om nyt psykiatrisk center i forbindelse med Aarhus Universitetshospital. Region Midtjylland tager nu kontakt til en række ministerier for at få afklaret rammerne.
Regionsrådet i Region Midtjylland ønsker at samle psykiatrien i Risskov i Skejby. Målet er at forbedre forholdene for de psykiatriske patienter og samtidig sikre en mere effektiv drift, end de smukke, men gamle og spredte bygninger i Risskov kan tilbyde.
Som en del af budgetforliget for 2012 har politikerne derfor besluttet at undersøge mulighederne for at lade en privat entreprenør overtage Aarhus Universitetshospital, Risskovs nuværende bygninger mod at opføre nye bygninger ved universitetshospitalet i Skejby.
En redegørelse fra Holst Advokaterne A/S konkluderer nu, at der både juridisk og markedsmæssigt vurderes at være gode muligheder for at gennemføre projektet.
Redegørelsen konkluderer, at juraen giver mulighed for at gennemføre ét samlet udbud, der omfatter både salg af Aarhus Universitetshospital, Risskov og opførelse af et nyt psykiatrisk center i Skejby.
- Tilbagemeldingen til os er, at der ude i markedet er interesse for både projektet og udbudsmodellen. Dermed har projektet bestået den første stopprøve, og i regionsrådet er vi meget ivrige efter at komme videre. Derfor kontakter vi snarest relevante ministerier som fx Indenrigs- og Økonomiministeriet, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
Borgmester Jakob Bundsgaard (S), Aarhus Kommune, ser også - både principielt og konkret – perspektiver ved den beskrevne model:
– Det er meget vigtigt at sikre den nødvendige udvikling og omstilling af den offentlige sektor, så bygninger følger med tiden. For Aarhus by er det væsentligt, at man indenfor en overskuelig årrække kan samle alle universitetshospitalets funktioner og dermed styrke Aarhus Universitetshospitals nationale position, til glæde for byens borgere og erhvervsliv, siger Jacob Bundsgaard.
Rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Laura Hay (V) udtaler:
- Området omkring psykiatrien i Risskov og de historiske bygninger er med sikkerhed et af de mest attraktive i Aarhus, derfor er jeg begejstret for, at den skitserede model vil understøtte en meget spændende udvikling af området. Jeg er overbevist om, at boliger i dette område vil være særdeles efterspurgte, fortsætter Laura Hay.
Eje eller leje
Redegørelsen beskriver to modeller for et projekt:
• Den første er en OPS-model (Offentligt Privat Samarbejde). Her køber en privat part Risskov-matriklen og påtager sig arbejdet med at projektere og bygge det nye center. Region Midtjylland ejer byggeriet og skal låne til en eventuel forskel mellem salgspris og opførelsespris.
• Den anden model er en OPP-model (Offentligt Privat Partnerskab). Til forskel fra den anden model finansierer den private part projektet i hele kontraktperioden. Den kan være op til 30 år. I denne model lejer regionen bygningerne af den private part, og regionen skal – som altid når der indgås lejeaftaler, der erstatter eget byggeri – deponere et beløb, der svarer til regionens eventuelle anlægsudgifter efter fradrag for salgsindtægter. Skal denne model realiseres, kræver det en fritagelse fra kravet om deponering.
- Før et udbud skal vi selvfølgelig have en aftale med regeringen om modellen og finansieringen. Og jeg er fuld af optimisme om, at vi kommer i mål, for forslaget falder godt i tråd med regeringens politik om investeringer, der både kan forrentes og afdrages inden for 10 år. Derudover fremmer forslaget samarbejdet mellem offentlige og private aktører, som også er regeringens politik og endelig vil den skitserede model sætte gang i både omstilling og arbejdspladser, med en langt mindre belastning af den offentlige økonomi end man sædvanligvis ser ved store offentlige byggerier, siger Bent Hansen.
Regionsrådsformanden fremhæver også, at et nybyggeri vil give en langt billigere drift:
- Ved at bygge nyt vil vi spare mindst 225 mio. kr. på nødvendige renoveringsopgaver på det nuværende hospital i Risskov. Et nyt hospital vil skønsmæssigt medføre besparelser på driften på 8 pct. Dermed kan projektet forrentes og afdrages på 2 – 3 år. Bedre forretningsplan ser næppe dagens lys, så jeg ser ingen grund til at sidde på hænderne i denne sag.
Fakta Både Sundhedsstyrelsen og Ekspertudvalget (”Erik Juhl-udvalget”), der rådgav den tidligere regering vedr. tildeling af midler fra Kvalitetsfonden, fandt det fornuftigt at sikre en tættere sammenhæng mellem psykiatriske og somatiske funktioner. |