Psykiatri- og socialledelsen i Region Midtjylland er af medarbejdere på det socialpsykiatriske bosted Blåkærgård blevet bedt om at udsende følgende udtalelse:

Medarbejderne på det socialpsykiatrisk bosted Blåkærgård er fortørnede over, at flere tidligere ansatte på bostedet har brugt drabet på Judy Meiniche Simonsen til at lufte deres egne frustrationer over den tidligere arbejdsplads.

- Jeg synes, det er skuffende, at tidligere medarbejdere bruger drabet til at komme med den slags udtalelser om arbejdspladsen. Det er decideret usmageligt. Hvis man har et problem med sin arbejdsplads, må man afklare det med ledelsen, mens man er ansat, ikke efter at man er stoppet i jobbet, siger socialpædagog på Blåkærgård Christian Jakobsen.

- Hvordan kan nogen, der arbejdede herude for halvandet år siden, udtale sig om, hvordan sikkerheden er i dag, undrer idrætspædagog på bostedet, Lene Harrestrup, sig over.

På Blåkærgård er der foretaget flere sikkerhedsmæssige tiltag over de seneste par år. Blandt andet bliver personalet sendt på konflikthåndteringskurser og på dobbeltdiagnoseuddannelse. Ressourcemæssigt er et af de tre huse med beboere blevet opnormeret med to medarbejdere i aften- og nattetimerne. Og når en beboer skal køres til indlæggelse i regionspsykiatrien, er der altid to medarbejdere i bilen.

- Hvis man er utryg ved at køre nogen steder alene med en beboer, kan man altid vælge at få en kollega med. Hvis man er utryg ved at køre alene med beboeren, bliver det altid respekteret af ledelsen, forklarer Tonny Lassen, pædagog på bostedet.

I tilfældet, hvor Judy Meiniche Simonsen tirsdag aften valgte at køre af sted sammen med Kristian Heilmann, er der ingen tøven hos hendes kolleger.

- Hun ville ikke være kørt af sted sammen med ham, hvis ikke hun havde været tryg ved situationen, siger Vibeke Pedersen Munksgaard, der er social- og sundhedsassistent på bostedet.

Det er hendes kolleger enige i. Og flere har også i andre tilfælde nægtet at køre alene af sted med en beboer.

- Jeg har sagt nej til at køre med beboere, hvis de har været berusede. Beboerne kan blive sure, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Der har været fuld opbakning til min beslutning fra ledelsens side, siger Christian Jakobsen, som samtidig medgiver, at det til tider ér farlige beboere, der opholder sig på Blåkærgård.

- Det er vores opgave at resocialisere dem – i et åbent miljø – og også at give dem plads og frihedsmuligheder, forklarer han.

- Et socialt bosted skal ligne virkeligheden, så vidt det er muligt. De beboere vi får herude, er vurderet af psykiatere og psykologer til, at de kan opholde sig på et socialpsykiatrisk bosted som dette, supplerer Lene Harder Andersen, som er social- og sundhedsassistent på Blåkærgård.

Mange af medarbejderne har arbejdet adskillige år i psykiatrien, og det er ikke en tilfældighed.

- Vi arbejder her, fordi vi kan lide det. Det er meningsfyldt arbejde, og vi gør en forskel, siger Christian Jakobsen.

11 af Blåkærgårds nuværende 18 beboere har en behandlingsdom.

Bemærk
Medarbejderne på Blåkærgård har i fællesskab valgt at udsende denne skriftlige udtalelse. Medarbejderne er fortsat så berørte af situationen, at de ikke ønsker at udtale sig til pressen og på nuværende tidspunkt heller ikke har yderligere kommentarer.

Foto