24-02-2012
Som den første af landets regioner har Region Midtjylland nu kortlagt 3.700 muligt forurenede grunde og frikendt 2.300. Boligejere, der har en muligt forurenet grund, kan få den undersøgt nærmere inden for et år – på regionens regning.
Fremover bliver det mindre risikabelt at købe en grund i Midtjylland. I løbet af de seneste fem år har regionen fundet og vurderet 6.000 grunde, der på grund af deres forhistorie kunne være forurenet.
2.300 kunne umiddelbart frikendes, og tilbage er så cirka 3.700 grunde, der foreløbig befinder sig i en gråzone – måske er de forurenet, måske ikke.
Grundene kan ses på www.dingrund.rm.dk, hvor man også kan udskrive en jordforureningsattest.
”Det er dejligt, at grundene nu er kortlagt. Nu ved vi, hvor der er sandsynlighed for en forurening. Dermed burde det være slut med de sager, hvor en grundejer uforvarende køber en forurenet grund og pludselig ikke kan bruge den som planlagt eller må bekoste store summer på den”, siger Gert Schou, formand for Regionsrådets rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling.
Ret til vished
For langt de fleste af de kortlagte grunde gælder, at deres ejere forlængst er orienteret om en mulig forurening. Grundene har nemlig tidligere været anvendt til renserier, vognmandsforretninger eller forskellige former for værksteder, som kan have medført forurening af jorden med chlorerede opløsningsmidler, olie eller lignende.
For nogle har en mistanke om forurening ikke den store betydning – enten fordi grundene ikke er anvendt til beboelse, eller fordi de stadig huser et forurenende erhverv.
For ejere af boliggrunde kan det være vigtigt at få fjernet usikkerheden om en eventuel forurening – eksempelvis hvis grunden skal sælges eller bebygges. Her tilbyder Region Midtjylland at undersøge grunden nærmere inden for et år, hvis grundejeren beder om det.
Region Midtjylland er den første danske region, der nu har afsluttet kortlægningsarbejdet. Det er en opgave, som regionerne i 2007 overtog fra de nedlagte amter. Arbejdet vurderes at have kostet regionen 22 mio. kroner.
Brancher under mistanke
Miljøstyrelsen har udarbejdet en lang liste over brancher, som kan have medført forurening. For regionen har opgaven derfor bestået i at gennemgå gamle telefonbøger, vejvisere, handelskalendere og lignende så langt tilbage i tiden som muligt og finde adresser på virksomheder omfattet af branchelisten.
Når adresserne var indsamlet, er arkivarbejdet påbegyndt. For hver adresse er der søgt oplysninger i regionens egne arkiver, kommunale miljøarkiver, byggesagsarkiver, tankarkiver samt lokalhistoriske arkiver, og i mange tilfælde er nuværende eller tidligere grundejere, naboer og ældre folk i byen, som kunne huske langt tilbage, blevet interviewet.
Alle disse oplysninger blev samlet i historiske redegørelser – det vil sige en lille rapport for hver adresse. Hver rapport har således dannet baggrund for en vurdering af, om der kunne være forurenet på grunden.
Samarbejdspartnere
Forud for arbejdet blev der gennemført EU-udbud på opgaverne adresseindsamling, arkivgennemgang og udarbejdelse af historiske redegørelser. Regionen har på den baggrund samarbejdet med NIRAS, Grontmij, Orbicon, Rambøll og Alectia. Regionens egne medarbejdere har gennemført vurderingerne og truffet afgørelser efter Jordforureningsloven.
Yderligere oplysninger:
Gert Schou, medlem af regionsrådet
og formand for udvalget
vedrørende regional udvikling
Region Midtjylland
Mobil: 2011 2923
gertschou@rr.rm.dk
Karin Birn Nielsen, civilingeniør
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 7841 1911
karin.nielsen@ru.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne
FAKTA
Region Midtjylland har igennem flere år tilbudt interesserede private, ejendomsmæglere, advokater og andre gratis at indhente jordforureningsattester via hjemmesiden www.dingrund.rm.dk. Tilbuddet er en stor succes og sparer tid både i regionen og hos brugerne. I den forbindelse har brugerne foreslået flere ændringer, og på baggrund af disse forslag søsætter regionen i løbet af marts en ny og forbedret udgave af attesterne.