Som et helt nyt tiltag har Medicinsk Afdeling på Regionshospitalet Horsens netop åbnet AK-klinikken ”One Stop” som skal hjælpe til med at gøre det nemmere at være AK-patient.
Medicinsk Afdeling nærmere betegnet Kardiologisk Ambulatorium åbnede 1. februar AK-klinikken ”One Stop”, hvor alle medicinske patienter i AK-behandling på en og samme tid kan få foretaget blodprøver og svar samt rådgivning om fortsat behandling.
Antikoagulansbehandling (AK) er en medicinsk behandling med tabletter. En behandling, hvor blodet hindres i at størkne så hurtigt som vanligt. AK-behandling gives til patienter som har øget risiko for at danne blodpropper. Det drejer sig oftest om patienter med kunstige hjerteklapper, forkammerflimren og blodpropper i de dybe vener og i lungerne.
Bedre sikkerhed
- Den nye klinik er for alle patientgrupper hvor behandling med blodfortyndende medicin Marevan er indiceret. Formålet er at øge patientsikkerheden, reducere fejlmedicinering og gøre det mere patientvenligt idet patienten har dialog med en sundhedsprofessionel, Påpeger afdelingssygeplejerske Kirsten Løth Lysdahl.
Foruden den nye ”One-stop”-klinik omfatter blodprop-området i klinkken; udredning og behandling af blodpropper i lungerne samt blodpropper i arme og ben (DVT-udredning). Desuden praktiseres selvstyret AK-behandling, hvor patienten uddannes til selv at udføre blodprøveanalyse i hjemmet og selv dosere den medicinske behandling i tæt kontakt med hospitalet.
Patientsikkert Sygehus
Hospitalsenheden Horsens deltager i projektet Patientsikkert Sygehus, der har det overordnede mål at nedbringe antallet af dødsfald med 15 % og antallet af skader med 30 %.
En af pakkerne der arbejdes med i Patientsikkert Sygehus og som er et stærkt fokuspunkt i Den Danske Kvalitetsmodel omhandler højrisiko-medicin. Her fokuseres direkte på reducering af forekomsten af alvorlige medicineringsfejl og risici for medicineringsfejl.
Som led i Patientsikkert Sygehus-strategien, hvor AK-behandling er højrisiko-medicin, er det planen at udvide AK-klinikkens funktion, således at den kan servicere hele huset. Dette omhandler såvel rådgivning og vejledning omkring præ- og postoperativ AK-behandling som AK-problemstillinger under indlæggelse.
Flere informationer
- Afdelingssygeplejerske Kirsten Løth Lysdahl, tlf. 2395 9655
- Oversygeplejerske Lisbeth Vinge, tlf. 7842 6653
- Ledende overlæge Thomas Hahn, tlf. 7842 6651