27-01-2012
Fremover vil Region Midtjylland og de 19 midtjyske kommuner tage både miljømæssige, sociale og økonomiske hensyn, når de træffer beslutninger, og de vil anerkende, at alle mennesker har talenter, der skal udvikles. Det er blot to eksempler fra det forslag til den regionale udviklingsplan, der nu sendes i otte ugers offentlig høring.
I dag sender Region Midtjylland den regionale udviklingsplan i offentlig høring. I de næste otte uger har alle, som interesserer sig for, hvordan den midtjyske region skal udvikle sig over de kommende 25 år, mulighed for at komme med kommentarer og ændringsforslag.
Den regionale udviklingsplan, eller RUP’en, er en relativ ny størrelse, der blev indført sammen med kommunalreformen i 2007.
Den er en slags gentleman agreement mellem regionen og dens samarbejdspartnere – i Midtjylland først og fremmest de 19 kommuner. RUP’en beskriver i hovedtræk, hvordan regionen og kommunerne vil gribe de kommende års vigtigste samfundsudfordringer an, og sætter en fælles retning gennem en række visioner for otte indsatsområder. Lige fra klimatilpasning og kultur til byudvikling, sundhed og uddannelse.
Flere eksaminer
”Vi er selv ret stolte af resultatet. Dette er en 2. generations RUP, hvor vi er gået mere til stålet end første gang. Det har vi turdet, fordi vi har lært hinanden bedre at kende og har fået tillid til hinanden”, siger regionsrådsformand Bent Hansen.
”Man kan sige, at denne høringsfase er den lille eksamen for RUP’en. Men efter den kommer en spændende periode, hvor vi har vedtaget en RUP og skal til at arbejde efter den i alle de store og små beslutninger, som vi tager i regionen og ude i kommunerne. Det er den store og vigtige eksamen”, siger Bent Hansen.
Udfordringer over kommunegrænser
Ifølge Anders G. Christensen, formand for KKR Midtjylland og medlem
af byrådet i Favrskov Kommune, er RUP’en et godt inspirationsgrundlag, når kommunerne skal føre deres planstrategier ud i livet, men især vil RUP’en gøre det nemmere at skabe fælles fodslag om initiativer, som overskrider kommunegrænserne og andre politikområder.
”Og jeg forventer, at der kun bliver flere af den type tværgående initiativer. Eksempelvis infrastruktur, turisme og klimatilpasning. Trafik, turister og vand kender ikke til kommunegrænser, så der får vi brug for helhedstænkning”, siger Anders G. Christensen”.”
Vedrører alle
RUP’en beskæftiger sig med områderne klimatilpasning, miljø, energi, uddannelse, byer, landskaber, mobilitet, erhverv/turisme, kultur og sundhed.
Når der i RUP’en står, at bæredygtighed er et gennemgående tema, betyder det blandt andet, at kommunerne og regionen vil tage ligeværdige hensyn til sociale, miljømæssige og økonomiske forhold, når de eksempelvis skal vælge en leverandør eller opføre et byggeri.
På uddannelsesområdet vil regionen og kommunerne sikre en anerkendelse af, at alle borgere har talenter og får mulighed for at bringe dem i spil.
Og på sundhedsområdet vil de sammen sikre, at sundhedsvæsenet understøtter den enkeltes indsats for en sund livsstil, såvel fysisk som mentalt. Eksempelvis anbefaler regionen og kommunerne, at alle offentlige arbejdspladser tilbyder sund mad i deres kantiner.
Dermed får den indflydelse på alle borgere i regionen, hvad enten de er børn, studerende, medarbejdere, erhvervsdrivende, patienter eller pensionister.
Politikere til rådighed
I høringsfasen håber Regionrådet på konstruktive bemærkninger fra en bred gruppe af professionelle aktører og borgere, der måske repræsenterer større grupper i fritidsforeninger eller interesseorganisationer.
I den forbindelse vil medlemmerne af regionsrådets Udvalg for regional Udvikling stille sig til rådighed for at informere om RUP’en og fremme debatten ude i lokalsamfundene.
Se listen over medlemmer af Udvalg for regional udvikling
Se forslaget til den regionale udviklingsplan
Se baggrundsmateriale til RUP’en
Flere oplysninger
Bent Hansen, formand for
Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk
Anders G. Christensen, formand for
KKR Midtjylland og medlem af
byrådet i Favrskov Kommune
Telefon: 2022 9806
agc@favrskov.dk
Gert Schou, medlem af regionsrådet
og formand for udvalget
vedrørende regional udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 2011 2923
gertschou@rr.rm.dk
Dorthe Selmer, vicekontorchef
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1140
Dorthe.selmer@ru.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne