Stort rykind på Fertilitetsklinikken i Skive
I januar 2012 har Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive oplevet mere end en fordobling af patienter i forhold til januar 2011. Herudover ønsker mange barnløse at genoptage den behandling, de var i gang med, da egenbetalingen blev indført 1. januar 2011.
- Læs pressemeddelelsen (pdf)
I alt er 52 barnløse blevet henvist til behandling på Fertilitetsklinikken på hospitalet i Skive i januar 2012. I januar sidste år var det tal 23.
- Det er godt en fordobling af nyhenviste barnløse, vi har oplevet i januar. Over hele året 2011 var der ca. 30 procent færre, der blev henvist til Fertilitetsklinikken i Skive. Så der er også en "pukkel" fra sidste år, som venter nu, forklarer klinikchef og overlæge Helle Olesen Elbæk fra Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive.
Foruden de mange nyhenviste barnløse har Fertilitetsklinikken fået henvendelse fra mange, der ønsker at genoptage det behandlingsforløb, de satte i bero, da brugerbetalingen kom til. Derudover vil mange fx have optøet æg og startet en behandling op igen, efter de fik æg frosset ned i 2010.
- Vi har rigtig travlt i klinikken. Men vi var forberedt på, at det nok ville blive sådan, for mange har ventet på, om brugerbetalingen ville blive fjernet igen. Og nu ser vi også, at de vender tilbage til os, forklarer Helle Olesen Elbæk.
Fakta om Fertilitetsklinikken på Regionshospitalet Skive
- Fertilitetsklinikken i Skive har eksisteret siden 1996 og har i dag 22 ansatte.
- I 2010 blev der lagt æg op ca. 700 gange, og der blev lavet 250 inseminationer. I 2011 blev der lagt æg op ca. 536 gange, og der blev lavet 168 inseminationer.
- Der er født 310 børn af kvinder, der i 2009 blev behandlet på fertilitetsklinikken i Skive. Der er født 311 børn af kvinder, der i 2010 blev behandlet på Fertilitetsklinikken. Tallet for 2011 er af gode grunde endnu ikke gjort op.
- I 2010 havde Fertilitetsklinikken igen de bedste resultater blandt de offentlige fertilitetsklinikker i Danmark. Det viser årsrapporten fra Dansk Fertilitetsselskab. Fx opnår 28,6 % graviditet, hver gang der startes en eller anden form for behandling på Fertilitetsklinikken i Skive. På landsplan er det tal 22,7 %. Resultaterne for 2011 er endnu ikke gjort op.
- Tre ud af fire kvinder, der starter et behandlingsforløb på fertilitetsklinikken, ender med at få et barn som følge af behandlingen - bl.a. fordi der tilbydes flere forsøg.
- Læs mere om Fertilitetsklinikken