30-03-2012



Forventningerne til fremtiden er høje i de midtjyske virksomheder, der beskæftiger sig med cleantech. Hver tredje tror på en supervækst på minimum 75 procent i de kommende år, viser en kortlægning, som Region Midtjylland og Agro Business Park står bag.

Der er 349 cleantech-virksomheder i Region Midtjylland, og de har fuld fart på for at blive større og stærkere. De har allerede vist, at de er i stand til at skabe omsætning og arbejdspladser, og i 2010 beskæftigede de tilsammen 28.500 medarbejdere.
Det viser en kortlægning, som Region Midtjylland og Agro Business Park har fået foretaget.
Langt de fleste af disse virksomheder (72 procent) forventer at øge antallet af medarbejdere, der beskæftiger sig med cleantech, i de kommende år. 15 procent tror endda på mindst en fordobling af cleantechmedarbejderstaben, mens 17 procent tror på, at den vil vokse mellem 75 og 100 procent.
Samlet set har virksomhederne en betydelig tro på, at de nok skal klare sig, selv om konkurrencen er hård. De svarer eksempelvis, at deres produkter eller ydelser er mere originale og af bedre kvalitet end dem, konkurrenterne kan tilbyde.
Derudover påpeger cirka halvdelen, at de bruger den nyeste teknologi og satser på nicheprodukter.
Samlet set havde cleantechvirksomhederne i 2010 en omsætning på 80 mia. kroner, hvilket er en stigning på 38 procent siden 2005.

Energiproduktion dominerer
Og hvad laver de så, disse midtjyske cleantech-virksomheder?
Halvdelen beskæftiger sig med grøn energiproduktion, herunder især vindenergi.
Næsten lige så mange arbejder med effektivisering af energiforbrug, nemlig 47 procent. Aktiviteterne udgør samlet mere end 100 pct., da mange beskæftiger sig med mere end ét cleantech-område.

Ønsker til fremtiden
Trods de positive udmeldinger fra cleantech-virksomhederne afslører de dog også, at de slås med en række udfordringer.
Ifølge dem selv handler det især om flere tiltag med fokus på afsætning og markedsindsigt (35 pct.) i forbindelse med cleantech-produkter, mens 33 procent gerne vil deltage i udviklingsprojekter, der relaterer sig til cleanctech.

Mere eksport
Ifølge Bent Hansen, formand for Vækstforum Midtjylland, findes der allerede flere initiativer, som imødekommer virksomhedernes ønsker.
Det drejer sig eksempelvis om programmet CleanTEKmidt, der støtter udvikling af nye produkter inden for energi, miljø og klima, som kan markedsføres på det hastigt voksende globale marked.
Derudover nævner Bent Hansen programmet GLOBALmidt, der tilbyder små og mellemstore virksomheder at deltage i eksportfremstød, få individuel hjælp til eksportstart, få kontakt til udenlandske samarbejdspartnere og deltage i kompetenceudvikling om internationalisering og meget mere.
”Der er et kæmpe potentiale i cleantech-virksomhederne. Verden ligger for deres fødder, hvis de satser rigtigt. Men det er påfaldende, at 29 procent af dem stadig kun bevæger sig på hjemmemarkedet, og at de, der eksporterer, kun er orienteret mod de nærmeste markeder, nemlig Norden og Tyskland”, siger Bent Hansen.

Konference i juni
Netop cleantech-virksomhederne og deres muligheder for at skabe nye arbejdspladser fremover er hovedemnet på en konference i Grenaa 27. juni.
Konferencens tager udgangspunkt i kortlægningen af de midtjyske cleantech-virksomheder og fokuserer især på biomasse til energi og samspillet mellem virksomhederne, jordbruget og energisektoren.
Region Midtjylland støtter konferencen, der er arrangeret af Agro Business Park i samarbejde med Randers, Norddjurs og Syddjurs kommuner. Arbejdet er en del af projekt Enercoast, med støtte fra EU-Intereg-Nordsøprogrammet, Region Midt og Agro Business Park.


Se hele rapporten  

Læs mere om konferencen 27. juni 2012 på www.inbiom.dk


Tekst til illustration:
Vedvarende energiproduktion tegner sig for en betydelig del af cleantech-virksomhedernes aktiviteter opgjort på antal medarbejdere. I det hele taget fylder energi meget mere end miljø. Aktiviteterne udgør samlet mere end 100 pct., da mange af dem beskæftiger sig med mere end ét cleantech-område.
Illustrationen er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få den i høj opløsning ved at klikke på den.


Flere oplysninger:

Bent Hansen, formand for
Vækstforum Midtjylland
Telefon: 7841 0010
Mobil: 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk

Nanna Seidelin, udviklingskonsulent
Regional Udvikling
Region Midtjylland
Telefon 7841 1808
Nanna.seidelin@ru.rm.dk

FAKTA om cleantechvirksomheder
I den regionale kortlægning defineres en cleantechvirksomhed som en, der udvikler, fremstiller eller implementerer produkter eller ydelser, der bidrager til at:
• Producere vedvarende energi eller materialer
• Reducere brugen af naturressourcer ved effektiv ressource-/ eller energiudnyttelse
• Begrænse skadevirkningerne, der forårsages af fossile energikilder
• Reducere forureningsproblemer gennem produkter, processer og/eller rådgivning
Kortlægningen opdeler virksomhederne i otte områder. Under overskriften Energi er det grøn energiproduktion, effektivisering af energiforbrug, energiinfrastruktur og energilagring, mens det under overskriften Miljø er bæredygtige materialer, affald og genbrug, vand og spildevand samt luft og miljø.