I fredags, den 9. marts, blev der holdt åbent hus ved Sundhedscentner Tarm. Her er landets ældst fungerende røntgenudstyr netop blevet udskiftet med topmoderne røntgenudstyr.




I fredags, den 9. marts, blev der holdt åbent hus ved Sundhedscentner Tarm. Her er landets ældst fungerende røntgenudstyr netop blevet udskiftet med topmoderne røntgenudstyr.

– Det nye udstyr er selvfølgelig først og fremmest blevet indført for at betjene patienterne. Vi får med dette udstyr mulighed for at tilbyde patienterne undersøgelser af højest mulig kvalitet. Jeg ønsker patienterne og selvfølgelig specielt lokalbefolkningen tillykke med det nye apparatur. Jeg ønsker også personalet tillykke med en yderligere forbedring af deres arbejdsplads og takker politikkerne for de ekstra ressourcer, man har stillet til rådighed, for at dette har kunnet gå op i en større enhed, sagde ledende overlæge Tonny Hansen ved indvielsen.
Hospitalsdirektør Henning Vestergaard lagde vægt på, at det nye røntgenudstyr kan styrke det sammenhængende patientforløb, når patienten kommer fra den praktiserede læge med henvisning til røntgenafdelingen og kan få taget et røntgenbillede med det samme i forbindelse med diagnosticering.
– Patienterne kan modtage undersøgelserne i deres nærområde - de sparer tid og transport. Det giver nærhed og tryghed i behandlingsforløbet, sagde Henning Vestergaard

Formand for regionens rådgivende udvalg vedr. hospitals-området, Carl Johan Rasmussen (S) og næstformand i regionsrådet, Bente Nielsen (SF), klippede i fællesskab det røde bånd og indviede dermed den nye røgntenfilbud i Tarm.

Hurtigere videre
Fordelene ved, at Hospitalsenheden Vest fortsat har en røntgenfunktion i Sundhedscenter Tarm, er mange. Kommer patienten fra en praktiserede læge med en henvisning til røntgen på grund af mistanke om lungebetændelse eller et brud, er det en stor hjælp for patienterne, at de kan få taget et røntgenbillede med det samme. I bedste fald kan patienten gå direkte videre fra egen læge til røntgen og videre til en fysioterapeut i et og samme sundhedscenter,
– Vi skal række ud efter patienterne, der hvor de er og ikke sende alle ind forbi hospitalet. Her skal vi kun tage os af de mest syge. Det kræver vilje til samarbejde mellem læger, kommuner og hospital, og det er der heldigvis god tradition for her i vest, siger hospitalsdirektør Henning Vestergaard om perspektiverne for det nye røntgenudstyr i Tarm.


Ledende overlæge Tonny Hansen fortalte de fremmødte om mulighederne ved det nye tilbud i Tarm Sundhedscenter.

Flere åbningsdage
Det nye røntgenudstyr kan tage alle former for knogleoptagelser, dvs. ryg, arme og ben og lunger. Det er et fuldt digitaliseret system, hvor røntgenbillederne ses på computere og sendes til Herning til beskrivelse.
På røntgenafdelingen i Tarm er der tre ansatte til at dække de fem dage, hvor der er åbent. Der er to på arbejde hver dag, så man også kan tage imod ikke selvhjulpne personer.
Når personalet ikke er i Tarm, arbejder de i Herning eller Ringkøbing. Røntgenafdelingen i Tarm dækker undersøgelser fra de praktiserende læger i området samt enkelte patienter fra det nordlige af Region Syddanmark.

Sundhedscenter Tarm fungerer som et sundhedscenter med en række tilhørende hospitalsfunktioner i form af en røntgenafdeling og jordmoderkonsultation. Der er også tilknyttet en døgndækkende akutbil med anæstesisygeplejersker.