19-03-2012
Det er blevet forår i de midtjyske virksomheder. En undersøgelse foretaget af Region Midtjylland viser, at fire ud af ti små og mellemstore virksomheder tror på stigende omsætning i det kommende kvartal, mens kun 17 procent tror på et fald. Enkelte brancher gør desuden klar til at ansætte flere medarbejdere.
Der hersker en stigende tro på fremgang i de midtjyske virksomheder, og optimismen strækker sig ud i stort set alle brancher.
Således tror kun 17 procent af virksomhederne på faldende omsætning i 2. kvartal i år sammenlignet med samme periode i fjor, mens mere end dobbelt så mange, nemlig 39 procent, tror på en stigning. Det viser Region Midtjyllands kvartårlige undersøgelse blandt 500 små og mellemstore virksomheder.
Det er især handelsvirksomhederne og industrien samt videnservice, der tror på vækst. Faktisk er det kun inden for bilbranchen, at der er flere, som forventer fald end stigning i omsætningen.
Selv i den tidligere så modløse detailhandel lysner det nu – 34 pct. taler om øget omsætning mod 25 pct., der tror på fald.
Også geografisk er optimismen dominerende – med en enkelt undtagelse er optimisterne i overtal i alle regionens kommuner. I Horsens Kommune forventer hele 67 procent af virksomhederne stigende omsætning – og i den anden ende af skalaen er virksomhederne i Holstebro Kommune, hvor lige mange tror på fremgang og nedgang i omsætningen.
Optimistisk industri
Samlet set er der ikke udsigt til den store jobfest endnu. Langt de fleste virksomheder forventer at komme ud af 2. kvartal med samme antal medarbejdere som i 2. kvartal i fjor – og der er en smule flere (26 pct.), som tror på færre ansatte, end dem (21 pct.), som venter flere ansatte.
Dog er der store udsving fra branche til branche. Industrivirksomhederne er langt de mest optimistiske og forventer flere ansatte i 34 procent af virksomhederne, mens 19 procent tror på et fald.
Derudover er brancherne engroshandel og agentur samt transport og post overvejende positive.
Der er desuden en sammenhæng mellem virksomhedernes størrelse og deres tro på fremtiden. Jo større, jo mere optimistiske med hensyn til omsætningen. Når det gælder antallet af ansatte, er der størst optimisme blandt virksomheder, der har mellem 20 og 39 fuldtidsansatte.
Billedtekst: De seneste kvartaler har budt på stor usikkerhed blandt de midtjyske virksomheder. Illustrationen, som viser andelen af virksomheder, der tror på henholdsvis mindre, uændret eller stigende omsætning, er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få den i høj opløsning ved at klikke på den.
Se hele undersøgelsen
Læs om Det midtjyske Vækstlag
Flere oplysninger:
Søren Tranberg, udviklingskonsulent
Regional Udvikling, Region Midtjylland
Telefon: 2148 0844
soeren.tranberg@ru.rm.dk
Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne