Aarhus Universitetshospital kan nu tilbyde nogle af hospitalets dårligste patienter langt bedre fysiske forhold.


Aarhus Universitetshospital kan nu tilbyde nogle af hospitalets dårligste patienter langt bedre fysiske forhold. Det drejer sig om de patienter, der indlægges på hospitalets intensive afsnit i Anæstesiologisk Afdeling på Nørrebrogade og patienter, der skal opereres og overvåges efter operation i Kirurgisk Gastroenterologisk Afdeling L eller Ortopædkirurgisk Afdeling E.
 
De nye rammer for Intensiv Terapi Afsnit (ITA) afslutter omfattende ombygninger og tilbygninger i den del af Aarhus Universitetshospital, der ligger i Nørrebrogade. Projektet omfatter ombygning af den centrale operationsgang for ortopædkirurgi og mave- tarmkirurgi samt Intensiv Terapi Afsnit. Desuden nyt byggeri til et observationsafsnit og det område, hvor man forbereder til operation. Endelig er der også bygget nyt til etablering af en CT-skanner og en ny, stor elevator, der skal bruges til at transportere patienter, der har været udsat for et traume. Prisen for det samlede projekt er på knap 100 mio. kr.
Byggeprojektet var nødvendigt, dels fordi Arbejdstilsynet havde krævet væsentlige ændringer af hensyn til arbejdsmiljøet, dels fordi der var brug for fysiske rammer, som i højere grad understøtte den meget intensive overvågning og behandling, som ikke mindst de kritisk syge patienter har brug for.

Helende omgivelser
I det nye Intensiv Terapi Afsnit vil patienterne kunne opleve, at der er arbejdet meget med at få farver, kunst, lys og lydforhold til at spille sammen på en måde, så omgivelserne kan bidrage til patienternes velvære og helbredelse. Kunstneren Mads Gamdrup og står bag det spændende resultat, hvor Statens Kunstfond, Købmand Herman Sallings Fond og Aarhus Stiftstidendes Fond har ydet støtte til indkøb af kunstværkerne.
Det omfattende byggeprojekt er også grundlaget for, at Aarhus Universitetshospital nu kan etablere fælles modtagelse af akutte medicinske og kirurgiske patienter i Skadestue-området. 

Abdominalcentret havde planlagt at invitere samarbejdspartnere til en markering af afslutningen på byggeprojektet mandag den 5. marts. Dette arrangement er her få dage før blevet aflyst - og udsat til senere.

Yderligere oplysninger
Centerchef Ove Bast Andreasen, Abdominalcentret, tlf. 8949 1625.