22-03-2012



Region Midtjylland har lagt kursen for miljøarbejdet i 2012. Der bliver især fokus på tidligere renserigrunde, og her skal der først og fremmest undersøges og reageres på forureninger, der kan true menneskers sundhed eller værdifuldt grundvand.

Efter at Region Midtjyllands miljøafdeling sidste år brugte mange kræfter på at fuldføre en systematisk kortlægning af muligt forurenede grunde, vil en del af grundene i år blive underkastet nærmere undersøgelser.
Det er især de tidligere renserigrunde, der her i 2012 får regionens bevågenhed.
Erfaringer fra tidligere undersøgelser har vist, at renserier ofte udgør en alvorlig forureningsrisiko for grundvand og indeklima i boliger. Mange renserier har anvendt giftige rensevæsker, som spredes meget let i jord og grundvand.
”Nu har vi en liste med 3.700 grunde, som muligvis er forurenet. I det videre arbejde med at undersøge de enkelte grunde, prioriterer vi dem, hvor der er størst risiko for menneskes sundhed, eller hvor drikkevandet er i fare. Med hensyn til at sikre fremtidens drikkevandsressourcer sker det i samarbejde med kommuner og Naturstyrelsen”, siger Gert Schou, formand for Regionsrådets rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling.

Boligundersøgelse i Skive
Der er ofte tale om grunde, som ikke længere huser et renseri, men derimod beboelse. Et eksempel er ejendommen Havnevej 8 i Skive. Den blev i februar 2012 kortlagt på vidensniveau 1 (mulig forurenet), da der på ejendommen gennem en årrække i 1960’erne blev drevet et renseri. Ejendommen anvendes til beboelse, og grundejeren har bedt regionen udføre en boligundersøgelse inden for et år. Loven giver ejere af boliggrunde ret til at få udført en nærmere undersøgelse af en sådan mistanke inden for et år – på regionens regning. Formålet er at sikre boligejere mod såvel sundhedsmæssig som økonomisk utryghed som følge af, at deres grund er kortlagt som muligt forurenet.
Undersøgelsen skal klarlægge, om det tidligere renseri har forurenet jord og grundvand, og om der er risiko for ejendommens anvendelse til beboelse. Undersøgelsen vil blive udført i foråret.
I 2012 budgetterer regionen med at udføre 50 af denne type indledende undersøgelser på boliggrunde.

Valg af metode i Ikast
Et andet eksempel findes i Ikast, hvor der er konstateret forurening med rensevæske på Møllegade 15. Forureningen stammer fra driften af et tidligere renseri i ejendommen. Undersøgelser har vist, at der sker en afdampning fra forureningen i jorden til kælderen og videre til beboelsen på 1. sal. Regionen iværksætter derfor yderligere undersøgelser, der skal afsløre, præcis hvor forureningen ligger, og kortlægge hvor og hvordan dampe fra rensevæsken spredes fra jorden og op til beboelsen på 1. sal. Undersøgelsernes resultater skal bruges til at vælge de rigtige afværgemetoder for permanent at sikre indeklimaet i beboelsen. Indtil en endelig løsning kan iværksættes, er der truffet midlertidige foranstaltninger til sikring af indeklimaet, i samråd med Embedslægeinstitutionen.

Fremtidens drikkevand
Regionen vil derudover foretage indledende undersøger på mindst 100 grunde i områder med særlige drikkevandsinteresser. Hvis en forurening truer værdifuldt grundvand, har regionen ansvar for at tage hånd om forureningen.

Liste med planlagte undersøgelser
På Region Midtjyllands, Miljøkontorets, hjemmeside www.jordmidt.dk findes en liste over grunde, hvor regionen planlægger at udføre forureningsundersøgelser og afværgeprojekter i 2012. Listen er i offentlig høring frem til den 10. april.
Listen er ikke udtømmende, da prioritering af yderligere undersøgelser og afværgeprojekter til udførelse i 2012 pågår.




Billedtekst: Følg Region Midtjyllands arbejde med at undersøge forurenede jordområder på www.jordmidt.dk
Illustrationerne er til fri brug og kan fås i høj opløsning ved at klikke på dem.


Yderligere oplysninger:

Gert Schou, medlem af regionsrådet
og formand for udvalget
vedrørende regional udvikling
Region Midtjylland
Mobil: 2011 2923
gertschou@rr.rm.dk

Børge Hvidberg, civilingeniør
Regional Udvikling,
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1908
boerge.hvidberg@ru.rm.dk

Anja Melvej, civilingeniør
Regional Udvikling,
Region Midtjylland
Telefon: 7841 1906
anja.melvej@ru.rm.dk

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/politikerne