Nu også døgnbemandet akutlægebil i Randers-området
Med virkning fra søndag den 1. april er også Randers-området dækket af en lægebemandet akutbil 24-timer i døgnet alle dage.
Selvom Regionsrådet i efteråret vedtog et stramt budget for 2012, vedtog rådet alligevel at udbygge ordningen med en døgnbemandet akutlægebil i Horsens- og Randers-området. Den 7. marts kom Horsens med – og nu følger så også Randers efter. Indtil da har akutlægebilen i Horsens og i Randers kun kørt med lægedækning på hverdage i dagtiden.
– Det er en rigtig god udbygning, vi her har fået foretaget. Sygdom og ulykker kender ikke klokken, så udbygningen i Horsens og Randers følger op på det, vi gerne vil her i Region Midtjylland, nemlig at sikre borgerne mest mulig tryghed. Det, at der er en læge med hele døgnet, højner kvaliteten. Og kvalitet giver tryghed, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).
Der er sket en løbende udbygning af borgernes sikkerhed fra det tidspunkt, de ringer 1-1-2 for hjælp og til, at den syge kommer ind på hospitalet. Den præhospitale indsats begynder, når sundheds-personale på vagtcentralen i telefonen kan rådgive og guide den syge eller de pårørende. Akutlægerne følger op og kan begynde udredning og behandling straks og undervejs til hospitalet.
Udover akutlægebilerne kan regionen trække på akutlæge-helikopteren i Karup.
Der er i dag døgnbemandede akutlægebiler placeret i Lemvig, Holstebro, Herning, Viborg, Silkeborg, Horsens, Grenaa, Aarhus - og fra søndag i Randers.